Små papirspisende insekter er kommet indendøre hos Aalborg Bibliotekerne
I øjeblikket kæmper Aalborg Bibliotekerne en kamp mod et lille insekt, som er blevet set i nogle af bibliotekets bøger. Insektet lever blandt andet af at spise papir, men indtil nu har bøgerne ikke taget skade.
Skægkræ er navnet på det insekt, der for nylig er blevet set i nogle af bøgerne hos Aalborg Bibliotekerne. Insektet spiser papir, og det kan naturligvis være farligt for et bibliotek, hvor der er masser af netop det.
- Umiddelbart er historien jo, at de spiser papir, så man kunne godt forestille sig et scenarie, hvor de kunne være farlige, men vi har ikke oplevet skader eller gener, siger Henrik Schou, der er leder i digital formidling hos Aalborg Bibliotekerne.
Skadedyrsbekæmper i aktion
Umiddelbart efter, at de små kryb blev opdaget, blev en skadedyrsbekæmper kontaktet, og nu er kampen mod skægkræene i gang.
- Vi ringer til en skadedyrsbekæmper, som kom og sprøjtede hele vores kælderområde i alle rum, der er tilstødende til der, hvor de har været. Så skal vi vente nogle uger, fordi der kan være æg – og så kommer skadedyrsbekæmperen tilbage i starten af september og sprøjter igen, siger Henrik Schou.
Skægkræ er ikke noget, som biblioteket har kæmpet med tidligere, men med et årligt udlån på omkring en million bøger, så er krybene svære at holde ude.
- De (skægkræ, red.) er jo i samfundet, og vi låner vores bøger ud til folk, der bor i samfundet. Så det er ikke noget, vi kan sige, der aldrig kommer til at ske igen, lyder det.
Derfor er det en fælles mission for både bibliotek og lånere at holde øje med fremtidige sorte kryb i bøgerne.
- Der er faktisk ikke rigtig andre muligheder end at holde godt øje og bede vores gæster om at holde øje. Og hvis de ser noget, må de endelig sige til, siger Henrik Schou.