Slut med førerløse busser i Aalborg
Forsøget med en førerløs busforbindelse på Astrupstien i Aalborg Øst kører mod sin afslutning.
Den lille blågrønne førerløse bus, har igennem 1,5 år kørt beboere i Aalborg Øst frem og tilbage, men det er der snart en ende på.
Forsøget med førerløse busser på Astrupstien i Aalborg Øst stopper ved udgangen af november i år, selv om det er begrænset, hvad der er indsamlet af erfaringer med busserne.
- Vi slutter de førerløse busser fordi vores samarbejdsaftale udløber, og fordi den kommunale økonomi sådan set også er brugt, siger Mette Skamris Holm, konstitueret stadsingeniør, Aalborg Kommune.
Bruger bussen flere gange ugentligt
72-årige Else Marie Roebel er fast passager i den lille bus, som gør hendes hverdag nemmere.
- Jeg tager den hver mandag og onsdag, når jeg både skal ned og handle og til lægehuset, siger Else Marie Roebel, der bor i Aalborg Øst.
Ruten på 2,1 kilometer blev indviet 5. marts 2020, men med den store nedlukning af Danmark 12. marts samme år lukkede også forsøgsprojektet ned for en periode. Ruten genåbnede med reduceret kapacitet i august 2020.
Frustrerede borgere
Når forsøgsperioden med den elektriske bus slutter, vil Else Marie Roebel få svært ved at nå sine daglige gøremål.
- Jeg har tre kilometer frem og tilbage. Foreløbigt må jeg jo prøve at gå, og hvis jeg ikke kan det, jamen så skal jeg have fat i en crosser, siger Else Marie Roebel.
Torben Nyman er ansat som operatør i den førerløse bus, og har været med lige fra start. Han ærgrer sig over beslutningen.
- Der er rigtig mange, der bruger den her bus hver eneste dag. Det er ærgerligt for beboerne i området, da de ikke længere vil kunne bevæge sig lige så frit, siger han.
Evaluering venter
Om Else Marie Roebel og Torben Nyman nogensinde får den førerløse bus at se igen, skal en evaluering nu vurdere.
Ifølge Mette Skamris Holm fra Aalborg Kommune skal de vurdere, hvorvidt teknologien, økonomien og samarbejdet med Holo, der er firmaet bag busserne, har fungeret.
- Det har været et spændende og banebrydende projekt. Men det er vigtigt, at vi får evalueret på det og klarlagt, om der er nogle ting, der skal tages hånd om, hvis det skal fortsætte, siger hun.
Mangel på data
Corona-pandemien har gjort det svært for både Aalborg Kommune og Holo at se effekten af busserne. I en tid, hvor restriktioner har forhindret borgerne i at tage offentlig transport, da der ikke har været nok data at indsamle. Selvom de indsamlede data ikke er tilstrækkelige, har det to-årige forsøgsprojekt ikke været helt uden gevinst.
- Det har været et innovationsprojekt helt fra starten af. Vi ville undersøge, hvordan vi får en ny teknologi ind på sådan en sti som i Aalborg. Og samtidig hvordan vi kunne skabe en ny og måske mere bæredygtig mobilitet for borgerne.
Teknologien virket for Else Marie Roebel indtil nu. Hun kan derfor ikke forstå, at busserne ikke skal køre længere.
- Det er bare så ærgerligt, siger hun.