Skuddrama: Tre unge sigtet for forsøg på manddrab
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De tre anholdte er alle sigtet efter straffelovens paragraf 237 stykke 21.
De tre unge mennesker, som er anholdt efter skuddramaet, der fandt sted på Vesterbro i Aalborg søndag, er blevet sigtet for forsøg på manddrab. Det oplyser TV2 Nords reporter fra grundlovsforhøret, hvor sigtelserne er blevet læst op.
Alle tre nægter sig skyldige.
Der er tale om en 20-årig kvinde og to 18-årige mænd. Alle er bosiddende i Nordjylland.
Det kom også frem, da de tre unge blev sigtet under grundlovsforhøret, at den 33-årig mand, der blev ramt af skud, er blevet ramt i både arm- og brystregionen.
Ifølge TV2 Nords reporter tyder noget på, at der er opstået uenighed mellem de tre gerningspersoner. I hvert fald ønskede den 20-årige kvinde ikke at være i samme rum som de to mænd. Derfor sad hun i et lytterum, da sigtelserne blev læst højt.
Vores reporter fortæller desuden, at de to unge mænd virkede ganske upåvirkede at situationen og dens alvor, særligt fordi de sad og smilede til hinanden.