Skole bygger om for 300 millioner efter kæmpe donation
Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord
Ombygning skal gøre Techcollege til et endnu mere attraktivt uddannelsesvalg.
Techcollege i Aalborg står over for en kæmpe ombygning.
Takket være en donation på 108 millioner fra A. P. Møller Fonden og 200 millioner kroner fra erhvervsskolens egen kasse skal området på Øster Uttrup Vej i Aalborg, hvor uddannelsesinstitutionen har hjemme, forvandles til en moderne campus med bedre plads til sociale og faglige fællesskaber.
Det skriver Techcollege i en pressemeddelelse.
- Med den flotte donation fra A. P. Møller Fonden får eleverne optimale rammer til at dyrke både de faglige og sociale fællesskaber, og vi har store forventninger til, at det vil styrke skolens position som et attraktivt uddannelsesvalg, siger Søren Samuelsen, der er direktør for Techcollege.
Projektets arbejdstitel er 'Techvillage'. Titlen afspejler, hvordan det nye byggeri skal skabe nye muligheder for at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på adressen. Idéen er at skabe et fællesskab, som i en landsby.
- Vi har brug for, at flere unge vælger en fremtid som faglærte, men det kræver, at vi tager de unges ønske om at være en del af et attraktivt studiemiljø alvorligt, og dette er et kæmpe skridt i den retning, siger Søren Samuelsen.
Om Techcollege
Techcollege blev grundlagt i 1805 og er i dag en af de største erhvervsskoler i Danmark og den største i Region Nordjylland.
Techcollege er placeret på seks forskellige adresser i Aalborg og Nørresundby, hvor cirka halvdelen af skolens samlede uddannelsesaktiviteter er placeret på Øster Uttrup Vej, mens de øvrige uddannelser er jævnt fordelt på de øvrige fem adresser.
Techcollege udbyder i alt 31 forskellige erhvervsuddannelser.
Mellem 6000 og 7000 elever har hvert år deres gang på Techcollege på Øster Uttrup Vej.
Kilde: Techcollege
'Bringer os helt op i superligaen'
Projektet vil give skolen nye udendørsområder, et nyt centralt indgangsparti samt en række nye undervisnings- og værkstedsfaciliteter.
- Med ’Techvillage’ skaber vi et signaturbyggeri - både for skolen og for erhvervsuddannelserne i Danmark. Byggeriet bringer os helt op i superligaen over studiemiljøer, og vi giver nye unikke muligheder til vores elever. Techcollege skal være et sted, hvor man er stolt af at gå, og det kan de nye bygninger bidrage til, siger Techcolleges bestyrelsesformand Jan O. Gregersen.
Den forberedende proces skydes i gang i nærmeste fremtid og byggeriet forventes at stå klar i sommeren 2030, oplyser Techcollege i pressemeddelelsen.