![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDkvMDkwMjI1LWFuZGVycy1hc211c3Nlbi1sYW1sMjIxNjUtMTczOTExNjYzNS5qcGVn/090225-anders-asmussen-laml22165-1739116635.jpeg?fm=jpg&w=3558&h=2943&s=ccad883bd02b4c8b733a981232c81af4)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDkvMDkwMjI1LWFuZGVycy1hc211c3Nlbi1sYW1sMjIxNjUtMTczOTExNjYzNS5qcGVn/090225-anders-asmussen-laml22165-1739116635.jpeg?fm=jpg&w=3558&h=2943&s=ccad883bd02b4c8b733a981232c81af4)
Hård melding fra Anders' udlejer: Skil dig af med din hund eller flyt
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Anders Asmussen og hunden Jax har boet i Oasen i næsten tre år.
Pludselig er husdyr forbudt, dørmåtter skal se ud på en bestemt måde, og rygning er ikke længere tilladt på grunden.
Skil dig med din hund eller flyt.
Den melding har flere beboere i Anders Asmussens boligblok fået sammen med en lang række nye husregler.
- Det kom lidt som et chok. For jeg følte jo egentlig, vi har haft god dialog med vores udlejer i den tid, jeg har boet her. Så får vi sådan en besked en fredag eftermiddag, at forresten er der lige 140 ting, vi ikke må, siger Anders Asmussen.
Ligesom andre beboere i Oasen i Skalborg valgte han lejeboligen, fordi kæledyr var velkomne.
- Altså jeg flyttede herud for at få hund, og hvis jeg ikke må have det, må jeg jo flytte igen.
Se indslaget her:
Det var generelt nogle helt andre regler, lejerne skrev under på i lejekontrakten, end de regler der nu er blevet udsendt i en ny husorden. Her er husdyr total forbudt, dørmåtter skal se ud på en bestemt måde og rygning er ikke længere tilladt på grunden, for bare at nævne et udpluk af de nye regler.
- Kanondumt
Det var altså tilladt med husdyr i Oasen tidligere, såfremt de var blandt dem, der kunne godkendes. Så da Anders Asmussen flyttede ind, fik han godkendt Jax. Derfor har han altså nu en kontrakt på, at den gerne må være der.
Mit bud er, at beboerne vedtager de gamle regler til marts
Jørgen Dyrholm Jensen, direktør, Danske Lejere
Det er dog ikke alle lejerne, der har sikret sig sådan, for ifølge foreningen Danske Lejere har lejerne ikke fået samme regler at vide fra start.
- Der var forskellige udlejningsfirmaer, så folk blev lovet alt muligt, da de flyttede ind, siger Jørgen Dyrholm Jensen, der er direktør for Danske Lejere.
Et udpluk af de nye husregler for Oasen
Nedenstående er et udvalg af de husregler, som i den nye udgave er tilføjet eller strammet. De udvalgte regler er regler, som beboerne har fremhævet, at det kan være svært at leve op til, eller som kræver at de skiller sig af med noget.
I husordenen står der om formålet med de nye regler: Formålet er dels at passe på ejendommen og udendørsarealerne, og dels at skabe rammerne for god skik og orden og et trivselsfremmende fælles miljø blandt ejendommens beboere.
FÆLLESAREALER
3.4 Det er tilladt at lægge en måtte foran din lejlighedsdør såfremt måtten er ensfarvet, sort og rektangulær.
INDEKLIMA
7.1 Som lejer er du forpligtet til at sikre, at der til enhver tid er et sundt indeklima i lejemålet.
7.3 Du sikrer et sundt indeklima i lejemålet ved bl.a. at:
i. sikre daglig udluftning med gennemtræk,
ii. anvende emhætte under madlavning,
iii. undlade at tørre tøj i lejemålet, samt
iv. sikre en indendørstemperatur på minimum 20 grader året rundt i samtlige af lejemålets rum.
7.4 Ved udluftning skal der ske gennemtræk, dvs. at der skal åbnes vinduer i begge sider af lejligheden, så den brugte luft suges ud, og frisk luft trækkes ind. Lad ikke blot et enkelt vindue stå på klem i flere timer, idet dette vil afkøle vægge og øvrige overflader og kan medføre kondens, der kan lede til fugtskader og skimmeldannelse.
RYGNING
9.1 Der er forbud mod rygning i dit lejemål og i hele ejendommen.
HUSDYR
10.1 Det er af hensyn til ejendommens øvrige beboere ikke tilladt at holde husdyr.
10.2 Forbuddet er absolut, dvs. at det både gælder for dig som lejer, medlemmer af din husstand, samt de personer og gæster som besøger dig, eller opholder sig i din lejlighed, hvorfor besøgende husdyr, derunder pasning af andres husdyr, således ej heller er tilladt.
10.3 Har du tidligere fået en skriftlig tilladelse til at holde husdyr af udlejer, gælder den pågældende tilladelse til stadighed. Det bemærkes, at tilladelsen i givet fald alene gælder det pågældende husdyr i dets levetid, og ikke udgør en generel tilladelse til at holde øvrige husdyr eller nyt husdyr i fremtiden.
ALTANER OG TERRASSER
19.11 Det er tilladt at opsætte altansejl med følgende farver:
i. Elfenben – Farvekode M2003, og
ii. Mørkegrå – Farvekode M2006,
Det er et krav, at altansejlene købes hos: Maaho ApS Østbanegade 3 2100 København Ø www.maaho.com/da
Kilde: Husorden for ejendommen Oasen pr. 17. januar udsendt af Calum.
De nye husregler skabte hurtigt uro. Derfor søgte beboerne hjælp hos foreningen Danske Lejere, som fortæller, at reglerne ikke bare kan ændres uden videre, og at en del af dem i øvrigt kun kan gælde fremadrettet.
- Det er generelt sådan, at hvis en lejer ud fra gældende regler har et dyr, så kan det dyr aldrig nogensinde forlanges væk, og det kan heller ikke ske i Oasen. Det, der så kan være et problem for lejeren, er, hvis reglerne bliver ændret til et forbud mod dyr, så er det sådan, at man ikke kan anskaffe sig et nyt dyr, siger Jørgen Dyrholm Jensen.
Direktøren var noget overrasket over situationen, da der altid tidligere har været god dialog med boligselskabet Calum.
- Det er jo så kanondumt pludselig at komme til at krænke dem (beboerne, red.) ved at sende noget ud, som bliver oplevet som en provokation. For de her udlejere, dem er der jo mange af i Aalborg, de er jo i et konkurrenceforhold, der går ud på at tiltrække gode lejere. I Oasen har de faktisk gode lejere, siger Jørgen Dyrholm Jensen.
Beboerne skal indføre de gamle regler
Det største chok for Danske Lejere er dog, at reglerne er sendt ud uden nogen inddragelse af beboerne. Især fordi boligforeningen har en beboerrepræsentation, som faktisk kan vedtage nye husregler, hvis beboerne ønsker det.
- Sådan nogle regler er jo nogle, man tager op med beboerne. Altså man spørger beboerrepræsentationen. Så går man i dialog med beboerne, og hvis der er brug for det, tager man det på beboermødet, siger Jørgen Dyrholm Jensen.
Og netop et beboermøde skal der være i marts måned. Anders Asmussen er udover at være beboer også en del af beboerrepræsentationen.
- Nu prøver vi at få Calum i dialog om det her. Hvis vi kan det, kan vi forhåbentlig finde nogle løsninger, der er gode for alle. Hvis ikke, læner vi os op ad den vejledning, vi kan få af Danske Lejere, siger Anders Asmussen.
Danske Lejere håber, at Calum vil trække reglerne tilbage og i stedet indgå i dialog med beboerne om nye regler. Ellers er rådet til beboerne:
- Mit bud er, at beboerne vedtager de gamle regler til marts. Når der er en beboerrepræsentation, kan de vedtage ordensregler, hvis de ikke gør et for stort indhug i udlejers rettigheder. Det er meget svært for udlejer at argumentere for, at de gamle regler krænker deres rettigheder, siger Jørgen Dyrholm Jensen.
Anders Asmussen er ellers meget glad for at bo i Oasen og håber, at der kan findes en god løsning for alle. De nye regler har dog allerede fået konsekvenser for nogen.
- Jax har jo allerede mistet en ven herude, fordi de har valgt at flytte, fordi de fik at vide, at de havde 14 dage til at skaffe sig af med hunden eller flytte. Så jeg ved ikke, om der vil være lige så mange hunde, når vi er ovre alt det her, siger Anders Asmussen.
Boligselskabet Calum ville ikke stille op til interview søndag, men overvejer om det vil udtale sig mandag.