Simon Hald vender hjem til Aalborg
Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix
Simon Hald har spillet 59 landsholdkampe og var med til at vinde VM i 2019 og 2021.
Landsholdsspilleren har lavet en fem-årig kontrakt med Aalborg Håndbold.
Først var det Mikkel Hansen. Så var det Niklas Landin. Og nu er det Simon Hald der, ligesom sine to landsholdskammerater, skriver kontrakt med Aalborg Håndbold.
Det er fra sommeren 2023, man igen kan se Simon Hald på holdkortet i hans hjemby. Kontrakten er femårig og går derfor til sommeren 2028. Han har tidligere spillet i klubben og var med til at vinde DM i både 2013 og 2017.
- Jeg glæder mig til at komme hjem til Aalborg og igen løbe på banen foran det trofaste hjemmepublikum i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg Håndbold betyder meget for mig, og jeg har selvfølgelig fulgt klubben siden mit skifte, siger Simon Hald.
Klar til flere titler med Aalborg
Simon Hald har siden 2018 spillet i tyske SG Flensburg-Handewitt, som han blandt andet har vundet det tyske mesterskab med, så det er en glad Aalborg-direktør, der nu får Simon Hald tilbage.
- Simon skiftede til Flensburg for snart fire år siden for at prøve sig af i udlandet. Siden har han blot fortsat sit hårde arbejde og udviklet sig til at blive en international topspiller i både forsvar og angreb. Jeg er stolt over, at det allerede er lykkes os at hente Simon hjem igen til Aalborg trods hans unge alder, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
Glæden er gensidig, og Simon Hald er klar til at vinde flere titler med Aalborg Håndbold.
- Jeg er imponeret over, hvad de har præsteret de sidste sæsoner, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Simon Hald.
Simon Hald er sammen med sit nuværende hold, ligesom Aalborg Håndbold, klar til kvartfinalerne i EHF Champions League.