Sikkerhedshensyn var det afgørende ved fjernelse af skilte på motorvejsbro
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
En politipatrulje fjernede lørdag formiddag to skilte, der var opsat på motorvejsbro ved Hjørring.
Det var udelukkende sikkerhedshensyn, der var afgørende for, at en politipatrulje lørdag klokken 9.50 valgte at fjerne to skilte, der var sat op på motorvejsbroen i nordgående retning ved Hjørring Syd-frakørslen. Det fortæller politiinspektør ved Nordjyllands Politi Ole Kristensen.
En patrulje konstaterede lørdag formiddag, at der på motorvejsbroen ved Hjørring Syd på sydsiden var ophængt et skilt. Ved nærmere eftersyn kunne patruljen konstatere, at der var tale om to træplader, som var bemalet med teksten ”Minkdræber” på den ene plade, mens der på anden stod ”lev med det.”
Pladerne blev afmonteret og fjernet fra stedet, og de kan nu afhentes af de rette ejere, hvis de kontakter Nordjyllands Politi.
Udelukkende sikkerhedshensyn
Det ville være naturligt at tænke, skiltene var sat op i anledning af statsminister Mette Frederiksens besøg i Hjørring lørdag formiddag, men den slags overvejelser var slet ikke inde i billedet i forbindelse med nedtagningen.
- Vi reagerer udelukkende på grund af sikkerhedsrisikoen. De hang så usikkert, at de skulle bare fjernes med det samme, uanset hvad. Det var en farlig situation og ren nødret at fjerne dem, siger Ole Kristensen, der yderligere understreger, at nedtagningen intet har noget med budskaber at gøre.
- Det forholder vi os slet ikke til. Det er en sikkerhedssituation, der kræver, vi griber ind. Ligesom ved stenkast fra broer, siger han
- På baggrund af pladernes størrelse og beskaffenhed og måden, hvorpå de var løseligt fastgjort, var det vores klare vurdering, at der var en overhængende risiko for, at pladerne i tilfælde af vindstød eller lignende vil kunne rive sig løse og falde direkte ned på motorvejen. Derfor var vores patrulje nødt til at nedtage pladerne, siger Ole Kristensen.