Sejrshungrende AaB melder profiler klar til Brøndby-kamp
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det bliver et AaB-hold i næsten stærkeste opstilling, der søndag møder Brøndby IF i Superligaen.
Superliga-klubben AaB har blot sat to point ind på kontoen i sæsonens første fem ligakampe, og holdet er uden sejr i sine seneste 13 kampe i landets bedste fodboldrække.
Cheftræner Lars Friis kan dog stille i næsten stærkeste opstilling i bestræbelserne på at hente sæsonens første sejr, når Brøndby IF søndag gæster Aalborg Portland Park.
AaB oplyser lørdag, at anfører Lucas Andersen og backen Kristoffer Pallesen er tilbage i truppen efter at have siddet ude med skader i den seneste kamp mod FC Nordsjælland.
Eneste ukampdygtige spiller hos AaB er angriberen Kasper Høgh.
Truppen udtaget
Lars Friis har udtaget disse 20 spillere til søndagens kamp:
Josip Posavec, Kristoffer Pallesen, Jakob Ahlmann, Mathias Ross, Daniel Granli, Pedro Ferreira, Allan Sousa, Iver Fossum, Milan Makaric, Lucas Andersen, Malthe Højholt, Kasper Kusk, Louka Prip, Anosike Ementa, Lars Kramer, Theo Sander, Andreas Poulsen, Anders Noshe, Kilian Ludewig og Oliver Ross.
Der er kampstart søndag klokken 18.00.