AaB forventer stort underskud efter dårlige resultater på banen
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB's fans har ikke haft meget at juble over den seneste tid, og de dårlige sportslige resultater smitter også af på klubbens økonomi.
Superliga-klubben AaB har ikke indfriet de sportslige forventninger, og det får nu klubben til at nedjustere forventningerne til årets resultat.
Der har været langt mellem sejrene på banen for Superliga-klubben AaB i den seneste tid. Holdet har ikke vundet sine seneste 13 kampe i landets bedste fodboldrække, og den manglende sportslige succes smitter nu også af på klubben økonomi.
AaB præsenterede onsdag et underskud på 5,1 millioner kroner for det første halvår af 2022, og klubben nedjusterer samtidig forventningerne til det økonomiske resultat for året.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
- På baggrund af delårsrapportens resultat på minus 5,1 millioner kroner før skat, svigtende sportslige resultater og heraf en forventelig nedgang i TV-indtægterne, usikkerhed omkring forventede transferindtægter samt et allerede indregnet negativt afkast på obligations- og aktiebeholdningen nedjusterer AaB forventningerne til årets resultat til et underskud i niveauet 10 til 15 millioner kroner, lyder det.
Investering i spillertruppen er indregnet
Tidligere forventede klubben et resultat for året på mellem et rundt nul og et underskud på fem millioner kroner.
AaB oplyser, at der er indregnet spillersalg, investering i spillertruppen og strategiske investeringer i den kommercielle udvikling i forventningerne til årsresultatet.
Klubben har mulighed for at købe og sælge spillere i et par uger endnu, før det danske transfervindue lukker 31. august.
AaB har kun hentet to point i sæsonens første fem Superliga-kampe og ligger næstsidst i tabellen. Holdets næste opgave på banen er søndagens hjemmekamp mod Brøndby IF.