Se billederne: Joakim Mæhle blev hyldet i Aalborg
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Fodboldspilleren Joakim Mæhle blev hyldet af AaB's fans lørdag aften.
4500 AaB-fans hyldede lørdag aften EM-spilleren Joakim Mæhle. Det skete under kampen mellem AaB og FC Midtjylland.
AaB møder lørdag aften FC Midtjylland på hjemmebane. Men det er ikke kun fodbold, der står på programmet på Aalborg Portland Park. AaB har også planlagt en særlig hyldest for klubbens tidligere spiller, Joakim Mæhle.
Det er Mæhles bedrifter ved det nyligt overståede EM, der bliver hyldet på stadion lørdag aften. Joakim Mæhle formåede under EM-slutrunden blandt andet at score to mål og lave en vigtig assist.
Mæhle spiller til daglig i den italienske klub Atalanta, men siden tirsdag har han været på besøg i hjemstavnen i Nordjylland. Lørdag er han derfor at finde på lægterne i Aalborg.
I videoen herunder kan du se (og høre), hvordan Joakim Mæhles hyldest så ud:
Flere andre bliver også hyldet lørdag
Det er ikke kun Atalanta-spilleren, der står til en hyldest lørdag. Morten Skjoldager, der er fysioterapeut for både AaB og landsholdet, kan også se frem til at blive fejret for sin indsats under EM.
Udover EM-hyldesten bliver der også plads til en hyldest af AaB-spilleren Jakob Ahlmann, der lørdag runder sin 250ende kamp for Aalborgs superliga-hold.
AaB’s fysiske træner Ashley Tootle har valgt at takke af efter at have arbejdet for holdet i 19 år, og der vil derfor også være en officiel afsked med ham.
Kampen bliver spillet klokken 18 på Aalborg Portland Park, og alle billetter er revet væk. Hvis man ikke har fået en billet til kampen, så kan den ses på TV3 Sport eller høres i radioen på P3.
Køen var lang tirsdag den 20. juli, da Joakim Mæhle skrev autografer i Østervrå. Se indslaget herunder: