Kort Nyt

Se billederne: Christopher indtog Aalborg lørdag

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg Regatta er ved at nå sin ende. Søndag er nemlig den sidste dag for denne gang efter fire dage med flere forskellige arrangementer ved Aalborgs havnefront. 

Lørdagens arrangementer blev afsluttet med en koncert med pop-fænomenet Christopher. Her var det både unge som ældre, der var dukket op, mens koncerten også blev nydt ude fra limfjorden. 

Du kan se alle billederne fra koncerten herunder:  

Røgudvikling fra fyr

Nordjyllands Beredskab fik 18.17 om bygningsbrand i villa/rækkehus på Rødkælkevej i Stenum ved Brønderslev, og derfor er Station Brønderslev sendt afsted.

- Melding om røgudvikling fra fyr. Vi er fremme, skriver Nordjyllands Beredskab på Twitter.

Det er anden gang på samme dag, at Nordjyllands Beredskab har måttet rykke ud til Stenum, da der tidligere på søndagen var brand i Vesterkirken i byen.

Kvinde bragt til sygehuset efter uheld

En kvindelig bilist er kørt på sygehuset efter et færdselsuheld på Hobrovej i krydset med Haverslevvej ved Arden. Det melder vagtchef Jesper Sørensen ved Nordjyllands Politi.

Skaderne, kvinder har pådraget sig, er ikke livstruende.

Uheldet skete i et uheld med en anden bilist, der kørte ud for ubetinget vigepligt i krydset og ramte kvindens, der snurrede rundt.

- Bilerne fik større skader, siger Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.

Fortuna Hjørring i remis mod OB

Fortuna Hjørrings fodboldkvinder har fået en forrygende start på sæsonen, hvor fire sejre i de første fire kampe var lig med 12 point og en førsteplads.

Det pointsnit håbede klubben på at bevare, da OB kom på besøg i Gjensidige Kvindeligaen søndag eftermiddag.

Det blev dog ikke så ligetil for de sejrsvante værter. Gæsterne bragte sig foran efter 17 minutter, men Fortuna Hjørring svarede dog hurtigt tilbage med udligningen seks minutter senere af norske Veronika Sæthre.

Den stilling holdt til pausen.

Nordjyderne kom stærkest ud og otte minutter inde i anden halvleg gav det pote. Amerikanske Ashley Riefner satte føringsmålet til 2-1 i kassen.

Føringen holdt hjemmeholdet godt 20 minutter, men så slog OB til og udlignende til slutresultatet 2-2.

Det ene point er ikke nok til at bevare førstepladsen for Fortuna Hjørring, da FC Nordsjælland har maksimum point efter fem spillerunder. Nordjyderne er dog på andenpladsen i Gjensidige Kvindeligaen.

Færge stopper sejlads i to uger

Da Feggesundfærgen er på værft fra mandag 16. september til og med søndag 29. september, vil færgedriften være lukket i den periode.

Det skriver Feggesundfærgen på egen Facebook-side.

Færgen sejler sædvanligvis fra Amtoft i Thy til Feggesund Havn på Mors og tilbage igen, men altså ikke i de kommende to uger.

Fra 19-målsnederlag til sejr: Aalborg-kvinder overrasker

Spillerne fra EH Aalborg gik formentlig noget slukørede fra banen efter første runde af Kvindeligaen.

Der havde de nordjyske håndboldspillere nemlig fået noget af en gedigen øretæve mod Odense Håndbold, der da også er et af landets absolut bedste håndboldhold.

35-16 lød det i Odenses favør.

Det ekstreme resultat skulle spillerne fra EH Aalborg forsøge at revanchere hjemme mod Bjerringbro i en kamp, hvor favoritværdigheden endnu engang ikke var på Aalborgs side.

Chancerne var dog markant bedre for point i dette opgør end mod Odense.

Bjerringbro havde da også planer om at forpurre Aalborgs drøm om at få point, og gæsterne var foran det meste af første halvleg. En kort overgang med fire overskydende.

EH Aalborg kom dog helt tilbage på 10-10 før pausen.

Anden halvleg blev det med omvendte fortegn, for her var det hele tiden med de nordjyske værter i teten. På intet tidspunkt var EH Aalborg bagud, og da scoringen til 14-13 røg i nettet, så spillerne sig ikke tilbage.

Føringen blev stille og roligt udbygget resten af kampen, hvorfor en forholdsvis sikker sejr på 23-18 kom i hus. EH Aalborg har nu to point efter to spillerunder på en placering midt i ligaen.

Topscorer for EH Aalborg blev den 25-årige svensker Clara Lerby med hele 11 scoringer. Silje Brøns fulgte efter med seks af slagsen.