Se afsnit 3 af "Altid for AaB": Per har fulgt kampene, siden han sad i klapvogn
AaBs fans er frustrerede over klubben. Efter 13 superligakampe og kun én sejr bliver cheftræner Erik Hamrén fyret. Direktør Thomas Bælum ryger samme vej. Nu går jagten ind på overlevelse i nedrykningsspillet med Oscar Hiljemark ved roret. Samtidig køber tyske investorer sig ind i klubben.
Per Rishøj har fulgt AaB i 46 år og sidder altid på den samme plads til alle kampe.
- Min far har fortalt mig, at han tog mig med i klapvognen, når min mor skulle på arbejde, og han skulle ud at se fodbold, fortæller Per Rishøj.
Den trofaste AaB-supporter har fulgt klubben i over 40 år.
Han har tidligere i livet oplevet AaB spille i den næstbedste række - noget han ikke troede, han skulle komme i nærheden af at opleve igen.
- Det er jo ikke sjovt. Man har jo ikke lyst til, at de skal rykke ned. Det gør da ondt, siger Per Rishøj til TV2 Nord, da AaB stadig balancerer på nedrykningsstregen.
Holder traditionerne i hævd
Per Rishøj ankommer altid to timer før kampstart, og han sidder på den samme plads til alle kampe - lige midt for på langsiden.
TV2 Nord møder Per Rishøj i forbindelse med optagelserne til dokumentarserien "Altid for AaB". Du kan se afsnit 3, hvor blandt andre Per Rishøj fortæller sin historie, lige her.
Når AaB spiller, har Per Rishøj nerverne uden på tøjet.
- Jeg er ikke typen, der kan forholde mig i ro under en fodboldkamp. Det er ikke altid så godt, når man sidder på den her side og råber og skriger.
Spiser ikke af ren og skær nervøsitet
Han var troligt til stede på tribunerne ved de uhyre vigtige kampe, da AaB kæmpede for sin overlevelse i Superligaen.
- Jeg er nervøs, og jeg spiser ikke rigtigt noget op til de kampe her. Det kan jeg simpelthen ikke, siger Per Rishøj i dokumentaren.
Hvad tænker du, hvis AaB rykker ned?
- Jeg bliver ked af det. Så skal der nok lige gå nogle dage, inden jeg skal have familiebesøg eller snakke med ret mange, tror jeg, sagde Per Rishøj - før nedrykningen var en realitet.
AaB rykkede 3. juni ned i 1. division med et nederlag til Silkeborg i sidste spillerunde - blot et enkelt point fra overlevelse i Superligaen.
Afsnit 3 af dokumentaren er ude nu - og kan ses på både app og Salto.