Sag i gang om overgreb i børnehave - medarbejder sendt hjem
Foto: Per Frank Paulsen
Medarbejderen er hjemsendt, mens sagen om mulige seksuelle overgreb efterforskes.
Opdateret klokken 15.55 - Nordjyllands Politi bekræfter modtagelse af anmeldelse.
En medarbejder i en børnehave i Aalborg Kommune er blevet sendt hjem, mens en sag om mulige seksuelle overgreb mod et eller flere børn efterforskes.
Forældrene i den pågældende institution vil blive orienteret i løbet af i dag mandag.
Sagen begyndte at rulle i fredags, da et forældrepar henvendte sig til institutionen. Kommunen har arbejdet med sagen henover weekenden.
- Jeg kan bekræfte, at der er en sag, som vi undersøger lige nu, siger Merete Villsen, dagtilbudschef i Aalborg Kommune, der ikke vil oplyse, hvor mange børn det drejer sig om.
Derfor nævner vi ikke institutionen
Af hensyn til børn, forældre og personale i den pågældende institution, hvor forholdet/forholdene skulle være sket, har vi taget en redaktionel beslutning om ikke at oplyse, præcis hvor i Aalborg Kommune, det er foregået, så længe sagen er ved at blive undersøgt i den indledende fase.
Alle forældrene i den pågældende institution vil blive orienteret om sagen mandag.
Hun fortæller, at kommunen har anmeldt sagen til politiet.
- Der er en medarbejder, der er hjemsendt mens sagen bliver undersøgt. Vi er i dialog med alle parter, og vi samarbejder med politiet. Nu afventer vi, hvad politiets efterforskning når frem til.
Hun understreger, at der tages særligt hensyn til børnene.
- Vi skal passe rigtig godt på de børn, der er involveret, og derfor går vi på listefødder, siger Merete Villsen og fortsætter:
- Vi passer også rigtig godt på personalet. Hvis der er nogen, der har brug for samtaler, så sørger vi for det.
Nordjyllands Politi bekræfter over for TV2 Nord, at de fredag den 22. september har modtaget en anmeldelse fra Aalborg Kommune – og politiet har på den baggrund indledt en undersøgelse af, hvorvidt det er sket et strafbart forhold.
Af hensynet til den igangværende efterforskning har Nordjyllands Politi ingen yderligere kommentarer til sagen.