Fem tons foder i brand på fodercentral
En fejl i produktionsanlægget var skyld i, at et foderanlæg i morges gik i brand.
Klokken 8.15 kom meldingen om brand i hos producenten på Mors, som laver dyrefoder, og lige siden har brandvæsnet arbejdet på stedet.
- Der er så meget foder derinde, som vi skulle have tømt, og det er det, der tager tid. Men vi har godt samarbejde med fabrikken, som hjælper os, siger indsatsleder Kristoffer Holm, og oplyser, at foderet først bliver skyllet ud med vand, og derefter suges op af en slamsuger.
4-5 ton foder er brændt, men skaderne er isoleret til maskinen, og branden har ikke spredt sig til bygningen.
- Der stod flammer ud fra maskinen, da vi åbner lågen – men branden er isoleret i maskinen, fortæller han.
- Der har været en fejl på anlægget, som ikke har tilført smørremiddel til den presser, som presser foderet sammen, og det har skabt et stort varmetryk, oplyser indsatslederen.