Reagerer på p-chok: - De vil få smæk for det
Foto: Lars Lyngdahl
Bravo Tours-direktør er ærgerlig over, at Aalborg Lufthavn nu vil tage penge for parkering. Derfor har rejsebureauet valgt at betale for kundernes parkering.
Aalborg Lufthavn har altid været kendt for sin gratis parkering. Men fra den 20. april må flyrejsende hive pengepungen frem, når de skal parkere i Aalborg Lufthavn.
Det ærgrer Peder Hornshøj, der er administrerende direktør hos Bravo Tours:
- De vil få smæk for det. Det har været deres DNA gennem mange år, at der har været gratis parkering.
Den nye pris for parkering ved lufthavnen lyder på 20 kroner pr. påbegyndt 24 timer.
Der er et væld af rejser med Bravo Tours med afgang fra Aalborg Lufthavn, og i sommeren 2023 får rejsebureauet det hidtil største charterprogram fra Aalborg Lufthavn.
Derfor har Bravo Tours nu taget en beslutning om at betale for deres kunders parkering fra den 20. april.
- De Bravo Tours-gæster, som har bestilt en rejse mindst 60 før afrejse, betaler vi parkeringen for, siger Peder Hornshøj.
Frygter ikke at miste kunder
Rejsebureauet har allerede fået nogle henvendelser fra folk, der stiller spørgsmålstegn ved indførelsen af p-betaling.
- Vi vil gerne komme vores kunder i møde og belønne dem, som bestiller rejse i god tid. På den måde er der også gode gode grunde til at købe sin rejse tidligt, og det gør det lidt nemmere for os.
Selvom den tidligere gratis parkering hos lufthavnen har tiltrukket mange rejsende, så frygter Peder Hornshøj ikke , at den nye afgift kommer til at ramme dem. Særligt ikke med beslutningen om at betale for kunderne.
- Det er en stor omvæltning for nogle, og selvfølgelig er det ærgerligt. På en eller anden måde har jeg da også forståelse for det, da p-betaling er en stor indtægtskilde fra de konkurrerende lufthavne, siger direktøren.