Pendlere om p-betaling: Hvis det bliver dyrere for os, lukker vi Aalborg ned
Betalingen for parkering i Aalborg Lufthavn rammer ikke pendlerne. Men stiger prisen også her, kan det være enden på et pendlerliv fra Aalborg, lyder det fra pendlerklubben SK-AAL.
De fleste ankommer til gaten ganske få minutter før afgang. Fordi de tager turen hver eneste dag fra mandag til fredag, gælder det om at spare dyrebar tid, hvor de kan.
Og her er de dyrere parkeringspladser tættest på lufthavnen at foretrække.
De 250 medlemmer af pendlerklubben SK-AAL skal også efter 20. april betale 3.000 kroner for et årskort til Direct Parking. For afgiften stiger ikke i forbindelse med lufthavnens varslede prisstigninger på de øvrige parkeringspladser.
- Vi har en god, fast aftale, og så længe det ikke bliver for dyrt, er det i orden. Pengene udvikler jo lufthavnen, og de skal også tjene deres penge. Så længe det ikke bliver ’tyveri’ som i Billund, siger formand for pendlerklubben Henriette von Platen-Hallermund, der selv bor i Nordjylland og arbejder i København.
Bekymret for prisstigning
Formanden understreger, at medlemmerne af SK-AAL generelt har et godt samarbejde med lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen. Han orienterede også medlemmerne umiddelbart efter jul om de kommende prisstigninger.
- Vi vidste godt, det kom, siger Henriette von Platen-Hallermund.
Alligevel frygter formanden og de øvrige medlemmer, at Aalborg Lufthavn kan finde på at hæve prisen for de i forvejen dyrere parkeringspladser tæt på gaten.
- Det er klart, at hvis det kommer til at koste 100 kroner pr. vej at parkere, og man ganger det med 200 arbejdsdage på et år, så bliver det kritisk for os. Så lukker vi Aalborg ned, siger formanden.
Så længe vi ikke skal ud og bygge en hel masse nyt, bliver det ikke dér, vi skal ind og skrue på noget
Niels Hemmingsen, direktør, Aalborg Lufthavn
Direktør: - Ingen planer om prisstigninger
Bekymringen om at risikere højere priser på Direct Parking maner lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen til jorden.
- Jeg har ingen planer om at hæve de priser her og nu. Vi regulerede prisen sidste eller forrige år, og nu følger den udviklingen og behovet. Vi synes, det er en konkurrencedygtig og relevant pris. Og så længe vi ikke skal ud og bygge en hel masse nyt, bliver det ikke dér, vi skal ind og skrue på noget. Men jeg kan ikke garantere for, hvad der sker fremadrettet, siger han.
Pendlerklubben SK-AAL har eksisteret siden 2011 og tæller omkring 250 medlemmer, der er bosiddende i Aalborg og København og pendler dagligt mellem de to byer.