Ramy har fået nok: PlusBussen stjæler pladsen for taxaerne
Foto: Privatfoto
Der har de seneste dage været fokus på manglende holdesteder til taxaer i Aalborg. Derfor mødtes Rådmanden fredag med en taxachauffør og gennemgik problematikkerne.
- Vi gør vores bedste for at få de unge og alle andre sikkert hjem. Det er et stort ansvar, men det er svært, når det er så svært at komme til.
Ordene kommer fra Ramy Foad Marrogi, der er taxachauffør i Aalborg. Han oplever nemlig, at der ikke er pladser og muligheder nok for taxachaufførerne.
Sikkerhed i nattelivet har også de seneste år været et stort fokuspunkt, efter flere tragiske hændelser. Blandt andet Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund, der begge forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade.
PlusBus fjerner pladser
Den primær årsag til, at der er blevet ændret i taxaholdepladserne, er, at der snart skal køre PlusBusser gennem Aalborgs gader - herunder Ved Stranden, som ligger for enden af Jomfru Ane Gade.
Da busserne er både længere og større end almindelige busser, skal de derfor have mere plads, og det har resulteret i, at man har flyttet taxaholdepladserne til en sidegade til Jomfru Ane Gade.
- Man har måtte prioriteret, da der ikke er så meget plads, og man har skullet lave plads til PlusBussen og til stoppested foran Fjordhuset. Det har bevirket, at man har måttet sløjfe de permanente pladser og rykke dem ned til Vesterå, hvor der er etableret flere pladser, end der var førhen, forklarer Rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen (V).
Pladserne ved Vesterå er dog ikke en ordentlig kompensation ifølge Ramy Foad Marrogi.
- Det er 15-20 meter fra gaden, og det lægger de unge ikke mærke til. De står ude på vejen ved Gaden eller går til Vesterbro, havnen eller Nytorv, konstaterer han, mens han påpeger, at man også mistet tre pladser ved Vesterbro mens Nytorvs forvandling også gør det vanskeligt for taxachaufførerne.
Arbejder på løsninger
Rådmanden fortæller, at man er opmærksom på problematikkerne omkring taxaholdepladserne, og at man nu arbejder på, at finde flere løsninger.
- Jeg gik med en taxachauffør i dag (fredag, red.), som har kørt i Aalborgs gader i mange år. Han kunne fortælle mig om nogle af problematikkerne og om nogle steder, som vi måske ikke var opmærksomme på, forklarer han og tilføjer.
- Det var først i dag, at jeg blev opmærksom på, at der nogengange sker det, at når forældrene skal samle sine unge mennesker op, så holder de nogle af de steder de ikke må, og det kan være et problem.
Derfor har rådmanden også tænkt sig at kigge på flere løsningsforslag fra fredagens gåtur.
- Vi har blandt andet lavet zoner ved vesterbro og borgergade, hvor der før var standsning forbudt, men hvor der nu er mulighed for det nu om natten, så forældrene kan hente sine unge mennesker uden at holde i vejen for Taxaerne.
- Jeg er blandt andet også ved at undersøge, om man kan lave mere skiltning, der viser, at man ikke må holde der på taxa-pladserne, samtidig har jeg forslået, om man kan male vejkanten. Vi undersøger også, om man kan lave en holdeplads foran Burger King ved Nytorv, da der er en vareindleveringsplads, som jo ikke bliver brugt efter midnat.