Skyhøje kakaopriser får nu konsekvenser
Foto: David Leth Williams / Ritzau Scanpix
Priserne på kakao er tredoblede.
Prisen på chokolade er tredoblet, og det får både betydning for forbrugerne og Aalborg Chokoladen.
En usædvanlig varm og tør sommer i Ghana og i Elfenbenskysten får nu betydning for dig, hvis du er en stor fan af chokolade.
For det varme vejr i Vestafrika har betydet, at kakaohøsten er fejlet, og det har sendt prisen på kakao på himmelflugt, som TV2 Nord tidligere har fortalt.
Og de skyhøje priser får nu direkte konsekvenser for dem, der køber deres chokolade hos Aalborg Chokoladen, fortæller P4 Nordjylland.
- Vi tjener ikke så meget, som vi ville have gjort på grund af priserne. Før kunne vi købe tre paller chokolade til 100.000 kroner, men nu får vi kun en, fortæller John Aslak Jensen, der er chokoladefabrikant hos Aalborg Chokoladen til mediet og fortsætter:
- Hvis man skal ud og købe en æske chokolade med ni stykker, så vil man jo ikke give 250 kroner for en æske chokolade. Det er helt vildt. Så vi skal finde den rette pris for, hvad vil folk egentligt give for det her.
- Sænk afgiften
Prisen på kakao betyder, at de i virksomheden nu er en mindre på kontoret, en mindre i pakkeriet og en mindre i produktionen.
John Aslak Jensen har tidligere fortalt TV2 Nord, at han gerne ser, at man sænker chokoladeafgiften for at give de danske chokoladeproducenter en håndsrækning.
- For hvert kilo vi sender ud, skal vi betale 26 kroner per kilo i afgift, og det er mange penge, mens der er en stigning på 38-40 procent, så det ville være en fantastisk hjælp.