Politikere modtaget med slagsange og flag inden topmøde
Foto: Michael Schmidt
Torsdag morgen er medlemmer af FOA, 3F og LO troppet op foran Aalborg Kongres & Kultur Center som del af overenskomst-konflikten for at byde politikerne velkomne til KL-topmøde.
- Gæk, gæk, gæk - åbn så den sæk! Gok, gok, gok - nu er nok nok!
Budskabet var klart fra de mange medlemmer af FOA, 3F, HK, LO og flere andre fagforeninger, der torsdag morgen havde taget opstilling i snevejret foran Aalborg Kongres & Kultur Center for at byde både lokal- og landspolitikere velkomne til KL-topmødet i Aalborg.
Velkomsten inden mødet er efterhånden gammel tradition, men denne gang var der ny alvor bag fremmødet, fortæller Anna Kirsten Olesen, byrådsmedlem i Aalborg Kommune og formand for LO Aalborg.
- Vi vil gerne byde kommunalpolitikerne velkomne til Aalborg, som vi plejer, men i år er det specielt, fordi vi er i overenskomstforhandlinger og kan være på vej til at blive lockoutet. Derfor er det specielt, at vi er her i dag for at markere, at de skal have respekt for de offentligt ansatte. Det er os, der får Danmark til at køre, sagde Anna Kirsten Olesen til TV2 Nord.
- Vigtigt at vi står sammen
En storkonflikt er under opsejling, hvor flere hundredetusinde offentligt ansatte kan blive lockoutet fra den 10. april, fordi en ny overenskomst endnu ikke er på plads. Noget, der vil påvirke hele det danske samfund, og som torsdag altså trak flere fagforeningsmedlemmer ud i kulden.
En af dem var Kristina Terpling, folkeskolelærer fra Aalborg, som havde taget sine børn med til demonstrationen.
- Vi har altid har været arbejdere i min familie, så det her er en del af mine børns opdragelse. Jeg håber, at de tager med sig, at det er vigtigt, at man står sammen. At fællesskabet gør os stærke, og at det nytter noget at kæmpe. Nu får vi se, om det nytter, men det håber jeg da i den grad, at det gør, sagde Kristina Terpling.
- Det er en afgørende tid, vi står i lige nu, og min frygt er jo, at vi er på vej til at lægge den danske model død. Det er nu, vi skal forsvare den og sørge for, at den bliver bevaret. For politikerne lægger ud med så stor magt, at det kan være svært at kæmpe imod det, så vi er nødt til at vise nu, at vi bliver ved med at stå sammen, tilføjede hun.
Ikke rasende, men skuffet
Også for LO-formand Anna Kirsten Olesen var det vigtigt at vise politikerne, der skal deltage i KL-topmødet de kommende dage, at der er alvor bag fagforeningernes krav til en ny overenskomst.
- Man kan ikke sige, at jeg er rasende, men jeg er dybt skuffet. Jeg er skuffet over, at politikerne ikke kender den danske model og ikke gør sig umage med at forhandle. Der skal altid to til en forhandling. Det er jeg oplært med, og det burde politikerne også være, sagde Anna Kirsten Olesen fra LO.
- Hvor ville vores samfund være uden overenskomster? Vi ville gå ned i løn, og vi ville ikke have ting som pension, ferie og barsel. Derfor er det så vigtigt at holde fast i den danske model og forhandle om tingene, tilføjede hun.