Politiet søger vidner efter to unge mænd er stukket ned med kniv
Tidligt i morges fik Nordjyllands Politi anmeldelse om, at to personer var stukket med kniv ved adressen Ved Stranden i Aalborg. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.
To mænd på 20 og 27 år blev tidligt fredag morgen stukket med kniv i det centrale Aalborg. Politiet efterlyser nu folk, der har kendskab til knivstikkeriet.
Det var to unge mænd på henholdsvis 20 og 27 år, som politiet tidligt fredag morgen fandt knivstukket i området ved Hotel Radisson på adressen Ved Stranden midt i Aalborg.
Der er tale om en 27-årig mand, der er alvorligt kvæstet, og en 20-årig mand, der er også er stukket i benet.
Begge mænd er transporteret til sygehuset med henblik på behandling.
Politiet har ingen yderligere informationer om disse personer på nuværende tidspunkt.
Større efterforskning i gang
Politiet er i øjeblikket i gang med et større efterforskningsarbejde for at klarlægge, hvad der er sket, før under og efter knivstikkeriet. Derfor kan Nordjyllands Politi ikke lige nu udtale sig nærmere om baggrunden, der førte til knivstikkeriet.
- Det er det, som vores efterforskning skal klarlægge. Knivstikkeri i det offentlige rum er uacceptabelt. Vi efterforsker i øjeblikket intenst, siger vicepolitinspektør Anders Uhrskov, Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med folk, der har været vidne til knivstikkeriet - eller på anden måde har kendskab til, hvad der er sket. Man kan kontakte politiet på telefon 114.
Afspærring i byen
Et område omkring Ved Stranden i det centrale Aalborg er afspærret, mens politiet arbejder i og omkring dette område med at sikre spor på gerningsstedet, foretage afhøringer og forskellige forhøringer.
- Vi arbejder på at indsnævre området, der er afspærret, hurtigst muligt, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Ligeledes er flere busruter i Aalborg berørt af situationen. Linje 1 og linje 2 kører ikke omkring Nytorv og Ved Stranden, der køres via Vingårdsgade og Vesterbro.