Politiet slår alarm: Flere borgere svindlet for store beløb

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi valgt at udsende et signalement på den mistænkte i en af episoderne.

Onsdag har Nordjyllands Politi modtaget flere anmeldelser omkring borgere, der er blevet udsat for kontaktbedrageri, og det får nu politiet til at slå alarm.

- Vi arbejder på højtryk for at forsøge at forbinde sagerne, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian tilsted.

Politiet modtog første anmeldelse klokken 11.53. Her var en borger i Aars blevet narret til at gå med i banken og hæve et større kontantbeløb.

Klokken 12.50 modtog man en anmeldelse omkring en ældre kvinde, der var blevet franarret sit dankort og kode på Hennings Smiths Vej i Aalborg. Få minutter efter havde gerningsmanden hævet penge på det stjålne hævekort i en hæveautomat i Vingårdsgade i Aalborg klokken 12.52.

Derfor har Nordjyllands Politi valgt at udsende et signalement på den mistænkte.

Signalement

Gerningsmanden beskrives som en dansk mand på 25 til 30 år. Han er lys i huden, almindelig af bygning og 170 til 175 centimeter høj. Manden har kort, mørkt hår og var iført et Burberry-tørklæde, sort jakke, sorte bukser samt hue.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Ud over de to overstående episoder har Nordjyllands Politi desuden modtaget en anmeldelse fra en borger, som er bosiddende på Badehusvej i Aalborg, der også er blevet franarret sit kort og kode, mens en 93-årig mand, som er bosiddende på Østerbro i Aalborg, blev forsøgt narret, da en mand, som udgav sig for at være fra banken, ringede ham op.

De mange episoder onsdag får også vagtchefen til at komme med en opfordring - igen.

- Banken vil aldrig ringe en op eller dukke op på ens adresse og bede om ens oplysninger og koder, så vi opfordrer til, at man er særligt kritisk og ikke udleverer noget, afslutter Christian Tilsted.

To anholdt tirsdag

Nordjyllands Politi anholdt tirsdag to personer, som havde forsøgt at snyde særligt ældre borgere ved at udgive sig for at være fra borgernes bank.

Det skete, efter politiet mandag modtog flere anmeldelser om kontaktbedragerier i Hadsund-området og efterfølgende i Assens, Mariager og Hobro.

Begge anholdte var 30 år og stammer fra Aarhus-området.


Mysteriet om død kvinde vokser: Mange teorier i omløb i lokalsamfundet

Foto: (Privatfoto)

Der er hverken vej eller sti, der fører ud til, hvor kvinden er fundet.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet er stadig på bar bund omkring, hvem den døde kvinde, der blev fundet på en mark, er.

Selvom det nu er mere end en uge siden, at en død kvinde blev fundet på en mark ved Istrup i Thy, er politiet stadig på bar bund i sagen.

- Vi får stadig henvendelser, og vi undersøger selvfølgelig de spor, der kommer ind, men der er ikke noget, der har givet pote, siger politikommissær Niels Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.

I mellemtiden går snakken i lokalsamfundet. Det fortæller Christina Østergaard Eriksen, som er nabo til den mark, hvor den døde kvinde blev fundet onsdag i sidste uge.

- Det er jo et kæmpe mysterium, helt vildt underligt og rigtigt skræmmende. Så selvfølgelig snakker vi meget om det, siger hun.

Det var onsdag i sidste uge, at den døde kvinde blev fundet. Hun vurderes til at være mellem 65 og 75 år, men meget mere ved politiet ikke.

- Vi tænker mere og mere, at det må være en turist, der har boet i området, siger politikommissæren.

Tidligere på ugen tog politiet kontakt til myndighederne i Tyskland, og Niels Kristensen siger, at man nu også er i gang med at kontakte flere lande for at høre, om nogen savner en kvinde, der svarer til beskrivelsen.

Signalement

  • Kvinden beskrives som 65-75 år

  • 170 cm høj

  • Almindelig af bygning

  • Hun var iført mørkeblå jeans, en lyseblå fleece overdel med lynlås og en mørkeblå stjerne på venstre bryst samt en lys dynejakke og sorte sko af mærket Skechers.

Borgere der kan hjælpe med oplysninger om sagen, bedes ringe 114.

- Vi vil rigtigt gerne have fundet frem til hendes identitet, så vi kan underrette de pårørende, understreger politikommissær Niels Kristensen.

Teorier florerer

Christina Østergaard Eriksen fortæller otte dage er der også mange teorier i omløb. Mange har et bud på, hvad der er sket med den afdøde kvinde.

- Det er alt muligt. Sådan noget med, om det er en dame, der har boet alene med sine hunde, beretter Christina Østergaard Eriksen.

Det er dog hendes opfattelse, at de fleste borgere i området hælder til, at kvinden har været lejer i en feriebolig.

Derfor er hun også godt tilfreds med politiets melding om, at man nu undersøger, om kvinden er savnet i Tyskland og andre europæiske lande.

- Det er jeg rigtigt glad for, og det giver god mening, for vi har mange tyske turister heromkring, pointerer Christina Østergaard Eriksen, der selv har et par udlejningshuse.

Hun tilføjer, at det ikke er unormalt, at en lejer af eksempelvis et sommerhus bor alene, og at huset lejes for flere uger ad gangen. Derfor kan det ifølge Christina Østergaard Eriksen stadig godt tænkes, at den afdøde kvinde er en lejer, selvom der er gået mere end en uge, siden hun blev fundet.

- Det er i hvert fald den teori, vi går med herude lige nu, siger hun.


Internat har fået flere hunde fra hvalpefabrikker: 'En sørgelig tendens'

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Internat har modtaget flere hunde fra såkaldte hvalpefabrikker.

Snavsede og uhumske omgivelser, små bure og mangel på mad og vand. Det er de forhold, der er observeret på såkaldte hvalpefabrikker, som dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi har slået til mod.

Dyrenes Beskyttelses internat i Hjallerup har fået syv nye firbenede beboere, der kommer fra netop hvalpefabrikker.

- Der er ingen tvivl om, at det er hunde, der ikke har været i menneskehænder hver dag. Det er hunde, der lugter dårligt, fordi de ikke er renlige. Der har ikke været arbejdet med dem, fortæller Karina Fisker, der er leder af internatet.

En vare på hylden

Karina Fisker forstår godt, at dyr bliver avlet med salg for øje, men påpeger også det store ansvar, man skal påtage sig i den forbindelse.

- Og det er slet ikke taget alvorligt i de her sager, siger hun.

Der tages ikke hånd om dyrene og deres behov, og ifølge Karina Fisker anses dyrene på hvalpefabrikkerne blot som 'en vare på hylden'.

- Når vi får hunde ind fra de her sager, så kan man typisk se, at det har været med salg for øje. Man føler lidt, at det er en vare, der er blevet sat ind på en hylde, og så må de stå der og vente på, at der er nogen der kommer og køber dem, fortæller hun.

'Skræmmende'

Dyrenes Beskyttelse modtager flere og flere henvendelser om hvalpefabrikker. Det anses som en sørgelig tendens, som man ellers har advaret imod.

- Jeg synes, at vi har informeret rigtig meget om, hvad man skal være opmærksom på som ejer, når man anskaffer sig en hund. Og at det så er stigende, er jo skræmmende i forhold til, at folk burde vide bedre. Der må jo stadig være en forretning i det, siden det sker, siger Karina Fisker frustreret.

Internatlederen kommer med en klar opfordring til de nordjyder, der er på udkig efter en hund.

- Jeg håber virkelig, at nordjyderne tænker sig om og tjekker op på de steder, de overvejer at anskaffe sig en hund fra. Det er altså en ven for livet.


Kræver hurtig hjælp til pressede fiskere: - Situationen er kritisk

Foto: Grafik: Mie Leonora Heiberg, TV2 Nord

Genrebillede.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Dansk Industri opfordrer til øjeblikkelig handling, så fiskeindustrien ikke tager mere skade.

Der skal gøres noget nu, ellers kan det få alvorlige konsekvenser.

Sådan kan udmeldingen fra erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) omkring CO2-afgiften på brændstof til fiskeriet opsummeres.

Fra årsskiftet har det kostet fiskerne 2,26 kroner per liter diesel i afgift, og som TV2 Nord har kunnet fortælle, har det presset flere fiskere til at sejle til eksempelvis Sverige for at fylde tanken. Derfor landes der markant færre fisk på de nordjyske fiskeauktioner.

Flere nordjyske borgmestre har allerede inden årsskiftet kaldt på handling fra regeringens side, og nu melder DI sig i koret af kritikere mod den nye afgift.

- Situationen er kritisk, og vi ser i Dansk Industri med stor alvor på situationen. Fiskeriet er en central del af vores erhvervsliv og en hjørnesten i Nordjyllands fødevareproduktion, siger Peter Birkegaard, direktør for Aalborg Portland A/S og bestyrelsesleder i DI Aalborg og fortsætter:

- Uden handling risikerer vi, at hele lokale økonomier og jobgrundlag går tabt, hvilket vil have langvarige negative effekter for regionens fremtidige vækst, siger Peter Birkegaard.

Jeg tror, man meget snart spiller noget ud.

Bjarne Laustsen (S), fiskeriordfører

Løsning skal findes hurtigt

Derfor opfordrer han til, at der hurtigst muligt findes en løsning på udfordringerne med den nye afgift. Han understreger dog samtidig, at DI og erhvervslivet bakker op om den grønne omstilling. 

- Vi opfordrer forligspartierne til hurtigst muligt at komme tilbage til bordet og sikre en udmøntning af den allerede aftalte støtte til fiskeriet og begynde dialogen om de relevante tiltag, der skal understøtte fiskeindustriens fremtid i Nordjylland, siger Peter Birkegaard.

I sidste uge erkendte Socialdemokratiets fiskeriordfører Bjarne Laustsen, at landets fiskere er havnet i en uheldig situation.

- Jeg tror, man meget snart spiller noget ud, lovede han.


Direktør vil benspænd til livs: - Vi halter allerede bagud

Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Onsdag udkom EU-kommisionen med sin længeventede konkurrenceevnestrategi.

Robotteknologien er i rivende udvikling samtidig med, at kunstig intelligens og verden omkring os også buldrer derudaf.

Det mærker de også hos robotvirksomheden Technicon i Hobro, hvor der produceres robotter og udstyr primært til medicinalindustrien.

I front står administrerende direktør Casper Hansen, der håber på bedre konkurrencevilkår.

- Vi skal have det gode produkt ud på markedet meget hurtigere, end det er muligt i dag, lyder det.

Mange benspænd

Han håber derfor, at EU's nye strategi for at styrke konkurrenceevnen ved at reducere bureaukrati og forenkle reglerne kommer til at gøre en forskel.

- Vi har mange administrative benspænd, der gør, at vi ikke kan implementere løsningerne. Det skal eksempelvis være nemmere at anvende kunstig intelligens, så vi kan bruge det i vores produktion, siger Casper Hansen.

Kunstig intelligens kan, ifølge Casper Hansen, være med til at fremskynde udviklingen herhjemme, fordi vi på den vil få større erfaring med den.

Men risikerer vi ikke at gå på kompromis med sikkerheden, hvis vi fjerner reguleringerne?

- Vi halter allerede bagud, og så mister vi jo vores produktivitet. Vi skal selvfølgelig sørge for, at vi har den sikkerhed, der bør være for medarbejderne, men for mig er det ikke et enten eller, det er et både og, svarer Casper Hansen.


Efter dramatisk møde: Endnu ingen erstatning eller undskyldning i Røge-sagen

Foto: Josefine Blicher Brader / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hjørring Kommune har afvist at betale erstatning og vundet sagen i byretten, men sagen fortsætter endnu.

Onsdag aften var byrådspolitikerne i Hjørring Kommune samlet til byrådsmøde, og et af punkterne var en mulig erstatning og undskyldning i sagen om den 29-årige Michelle Røge og hendes søster.

Det kommer efter, at søstrene i årevis oplevede omsorgssvigt af deres forældre, og den historie og konsekvenserne deraf har TV 2-dokumentaren 'Ingen kære kommune' belyst tidligere i år.

Til byrådsmødet, hvor sagen blev behandlet som et lukket punkt, var Erik Høgh-Sørensen fra Vendelbo-Listen til stede, og han har blandt andet tidligere givet udtryk for, at Hjørring Kommune bør give erstatning og en undskyldning, selvom sagen blev vundet i byretten af Hjørring Kommune.

Efter byrådsmødet fortæller han nedenstående i en skriftlig udtalelse til TV2 Nord.

- Byrådet var enig om ikke at tage endelig stilling til forslaget om forligsforhandling og en undskyldning, fordi der skal laves yderligere juridiske vurderinger.

- Vi i Vendelbo-Listen giver byrådet tid til at tænke sig om, men vi vil under alle omstændigheder fortsætte kampen for at få afsluttet denne tragiske sag med en undskyldning og måske et forligsbeløb, så vi undgår flere absurde regninger fra eksterne advokater. Advokaterne er de eneste, som har interesse i at fortsætte denne tragiske sag, for de tjener skattepenge på at forlænge pinen for alle involverede, ikke mindst Michelle og Nanna Røge.

Søstrene kritiserer i dokumentaren Hjørring Kommune for ikke at reagere på en række underretninger, der fortalte om forældrenes misbrug af alkohol og stoffer samt kummerlige forhold i hjemmet i Hirtshals.

Michelle Røge sagsøgte derfor kommunen for ikke at gribe ind trods de mange underretninger om omsorgssvigt af forældrene.

Efter nederlaget i byretten har Michelle Røge valgt at anke til landsretten.

Derfor tabte Michelle

Retten skriver i dommen, at Michelle Røge har levet under særdeles vanskelige forhold i sit hjem, og at det forstyrrede hendes udvikling og liv.

Retten finder det dog ikke bevist, at forholdene var så alvorlige, at de kan karakteriseres som umenneskelig eller nedværdigende behandling efter menneskerettighedskonventionen.

Blandt andet kan Michelle ikke bevise, at hun var udsat for vold i hjemmet.