Om natten bankede det på døren, og så begyndte mareridtet for parret
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Torsdag skal tre mænd for Retten i Aalborg, hvor de er tiltalt for at have begået et voldsomt hjemmerøveri.
Tre mænd på henholdsvis 29, 33, og 36 år indfinder sig torsdag på anklagebænken ved Retten i Aalborg. Her er de tiltalt for 28. januar i år at have begået et hjemmerøveri hos et par i Bælum.
Ifølge anklageskriftet var de tre mænd iført masker og bevæbnet med blandt andet en kniv, da de bankede på døren hos parret klokken 00.45 om natten. Da manden i huset åbnede døren, blev han mødt af adskillige knytnæveslag og trusler, og på den måde tvang de tre mænd sig indenfor.
Kniv for struben
Gerningsmændene tvang manden rundt i huset, hvor de blandt andet fik ham til at åbne et pengeskab, hvorfra de kunne stjæle ikke under 10.000 kroner.
Også husets kvindelige beboer blev truet af de tre mænd.
Det fremgår af anklageskriftet, at mændene holdt en kniv mod hendes hals, mens de sagde “Du tier stille, ellers slår jeg dig ihjel” og “Jeg slår dig ihjel, hvis du ikke gør, som der bliver sagt”.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til onsdag 14. november Retten i Aalborg.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Foruden de 10.000 kroner stjal mændene også en pung, en parfume diverse knive, mobiltelefoner, flere ure og en luftpistol fra hjemmet.
Påkører mand med vilje
Da de var færdige med at endevende huset blev den ene af de tre gerningsmænd tilbage sammen med husets kvindelige beboer. De to andre tvang manden ind i hans egen bil med det formål at køre til en hæveautomat, hvor de kunne hæve flere penge fra hans konto.
Under kørslen lykkedes det dog manden at springe ud af bilen. I den forbindelse kørte de tiltalte bevidst ind i ham, så han røg op på fronten af bilen og ned på jorden.
Foruden røveri og vold er gerningsmændene derfor også tiltalt for forsætlig fareforvoldelse og ulovlig tvang og frihedsberøvelse.
Efter at have påkørt manden stak de tre gerningsmænd af fra stedet i mandens bil.
Brænder flugtbil af
Men nattens strabadser sluttede ikke der for de tre mænd. Efter røveriet i Bælum satte de kurs mod Vodskov, hvor det lykkedes dem at hæve 6000 kroner på hævekortet. Derefter prøvede de at hæve endnu et beløb på kortet, men det resulterede i, at kortet blev spærret.
Derefter kørte de til en parkeringsplads i Vodskov, hvor de satte ild til bilen, så den udbrændte.
Den ene af de tre tiltalte er desuden tiltalt for at være i besiddelse af amfetamin, hash og benzodiazepiner, flere ulovlige våben og for at have begået et andet indbrud året forinden.
Det fremgår ikke før sagens begyndelse, hvordan de tre mænd forholder sig til tiltalerne.