Widell begik straffe og så rødt, da AaB smed sejren
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AaB var foran indtil få minutter før tid efter et flot comeback - men endte i stedet med den tredje uafgjorte kamp på stribe.
"Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt."
Sådan begynder 'Sangen om Larsen', og det er formentlig passende at sige om AaBs anden halvleg i kampen på udebane mod Lyngby.
Her fik AaB udlignet, kom foran, fik rødt kort og begik straffespark, som gjorde, at Superligakampen endte 2-2.
Begyndte skidt
Der gik dog ikke mange minutter, før AaB allerede var bagud. Efter otte minutter kommer hjemmeholdets Jonathan Amon igennem AaB-forsvaret, men Vincent Müller reddede forsøget. Han afgav en retur, som Sævar Magnusson sparkede i AaB-kassen.
I minutterne efter forsøgte AaB at lægge et hårdt pres på Lyngby, men det kunne Lyngby sagtens afværge. Faktisk tog de teten på kampen, og det frustrerede tydeligt AaB-spillerne, som ragede et par gule kort til sig.
Først efter en halv times tid begyndte AaB at blive rigtig farlige ved blandt andre Oliver Ross, der fik sit forsøg blokeret, mens John Iredale få minutter senere fik bolden inde i feltet. Den tæmmede han dog skidt, og han endte med at sparke en Lyngby-spiller på skulderen i stedet for.
Tre minutter senere sendte australieren en helflugter et godt stykke over målet, og det gjorde, at AaB stadig var bagud, da der blev fløjtet til pause.
Kom ud som forvandlet
Efter pausen var det dog en forvandlet John Iredale - og et forvandlet AaB. Blot syv minutter skulle der gå, før han viste skarpheden. Kasper Jørgensen sendte et indlæg ind i feltet, som endte ved Iredale - og så var der udlignet.
Comebacket blev fuldbyrdet, da Lyngby lavede fejl i opspillet. Oliver Ross udnyttede det til at sende et fladt indlæg ind til Melker Widell, som bragte AaB foran med 2-1.
I hele den første del af anden halvleg sad AaB tungt på kampen og smed indlæg efter indlæg ind i Lyngby-feltet, men uden samme held og skarphed som i begyndelsen af halvlegen.
Alligevel skulle det også gå galt.
For svenske Widell ramte med sin støvle Lyndby-spilleren Sævar Magnusson i ansigtet - inde i feltet. Efter et VAR-tjek takserede dommer Mikkel Redder Widell med sit andet gule kort og dermed et rødt kort - og så fik Lyngby straffespark.
Det udnyttede Frederik Gytkjær og udlignede dermed til 2-2.
Med en mand i undertal blev AaB nødt til at kæmpe sig igennem de sidste minutter af kampen, og det lykkedes at holde Lyngby fra fadet, selvom muligheder for sjællænderne var til stede.
Så det blev kun til et point for AaB, og klubben forbliver på 9.pladsen i rækken - holdet kunne ellers have overhalet Viborg på pladsen over med en sejr. Der er fortsat seks point ned til den forkerte side af nedrykningsstregen, hvor Lyngby befinder sig.
Det uafgjorte resultat gør nu, at AaB har spillet uafgjort tre gange i streg - de to seneste mod bundholdene i rækken.