Øjenvidne så tromle-ulykke: - Noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har hørt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Thomas Søndergaard var der, da en mand blev kørt ned af en vejtromle i det centrale Aalborg.
- Da han skreg, var det simpelthen noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har hørt.
Sådan siger Thomas Sørensen fra Aalborg, der var øjenvidne til den ulykke, hvor en mand blev kørt over af en vejtromle i forbindelse med asfaltarbejde på John F. Kennedys Plads.
Det var kort før klokken ni onsdag, at politiet fik en melding om, at der var sket en ulykke.
Selv folk ovre ved Kennedy Arkaden stod i chok med hænderne foran munden
Thomas Søndergaard, øjenvidne
- Jeg kommer gående ved det nye busstoppested ved John F. Kennedys Plads, og jeg kunne pludselig høre en masse råben og skrigen. Først tænkte jeg, at det var nogen, der var oppe og skændes, siger Thomas Sørensen.
- Men ret hurtigt kan jeg høre mandens skrig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han virkelig var i smerter, fortsætter han.
Arbejdstilsynet skal tjekke tromle
Manden, der arbejdede på at lægge asfalt, er kommet alvorligt til skade, da både ben og arm blev kørt over, har vagtchef Bruno Brix fortalt til TV2 Nord.
Og fordi det er en arbejdsulykke, er Arbejdstilsynet på vej for at tjekke, om der skulle være noget galt med vejtromlen.
- Han er kommet alvorligt til skade, og der er skader på ben og arm. Arbejdet er stoppet, og vejtromlen er taget ud af drift, indtil vi får den undersøgt, Hhar vagtchef Bruno Brix fortalt TV2 Nord tidligere i dag.
Og selvom arbejdet foregik på et lukket område og derfor ikke generede trafikken, lader det til, at der har været en del øjenvidner til ulykken.
- Selv folk ovre ved Kennedy Arkaden stod i chok med hænderne foran munden, og det eneste man kunne høre, var hans skrig, fortæller Thomas Søndergaard.