Nyt koncept vil have dig til at tænke lidt mere på dine stakkels fødder
Avanceret teknologi og grundige undersøgelser af fødder skal få nordjyderne til at betale lidt mere for den helt rigtige løbesko.
Mudder, vandpytter og asfalt. Vores fødder står model til lidt af hvert, og derfor fortjener de det bedste.
For fødder er ikke bare fødder og løbesko er slet ikke bare løbesko. Det mener de i hvert fald i en butikskæde, der nu har fået sin første filial i Aalborg.
Kasper Nielsen er fysioterapeut i en helt ny form for løbebutik på Vesterbro i Aalborg.
- Det er ikke bare prøve et par sko, prøve dem på løbebåndet og få den her klassiske 2D analyse. Det er faktisk også en gennemgang af fødderne, siger han.
Butikken er en blanding af sundhedsklinik, fysioterapi, ortopædi, såler, kiler, indlæg og løbesko samlet i et hus.
- Hvis du skal have folk til at betale det, som løbesko nu engang koster, så er du også nødt til prioritere tid og have den ekstra ekspertise, som det kræver, for du føler, du får noget ekstra, siger Kasper Nielsen.
Tabte kampen om kundeservicen til prisen
Hver kunde får en undersøgelse på 45 minutter, når han og de andre ansatte i Kaiser Sport og Ortopædi skal finde de helt rigtige løbesko.
- Jeg synes, det er fint, at man kan komme ind og få lavet test og sådan noget, så man ikke bare køber et par og fortryder det bagefter. Jeg har løbet i mange år, og det er vigtigt for mig, at få nogle gode løbesko, så jeg stadigvæk kan blive ved med at løbe, siger Ninna Rosgaard Andersen, der er kunde i butikken på åbningsdagen.
Kasper Nielsen har tidligere drevet løbeforretning i Aalborg. Her tabte de kampen mellem priskrig og kundeservice.
- Jeg ved at nordjyderne går op i det, og jeg tror også, man har fået en forståelse for, at man ikke kan bare løbe i hvad som helst, siger Kasper Nielsen og fortsætter:
- Vi havde ikke prioriteret at sætte så meget tid af til alle vores kunder, så man sikrede den der oplevelse hundrede procent. Ja, du kan altid finde en sko billigere på nettet, men du kan ikke få den service og rådgivning, som sikrer dig, at du får den rigtige sko.
Konceptbutikken i Aalborg er den 10. af slagsen i Danmark, og den første i Nordjylland.
Og bedømt ud fra åbningsdagen er kunderne klar til konceptet.
- Nu har jeg fået et gavekort, så jeg regner med, min mand betaler, men det er vigtigt at få et par ordentlige løbesko, siger Ninna Rosgaard Andersen.