Nye nordmænd fra store adresser: - Velkomne fra dag et
Foto: Simon Brix Frederiksen/TV2 Nord
De to nyankomne nordmænd, Travis Hernes og Isak Hansen-Aarøen.
Unge norske lejesvende ligner forstærkninger.
TV2 Nord i Marbella.
I en sydspansk januarsol spillede AaB en sand marathon-dyst mod amerikanske Seattle.
3-5 endte kampen.
Men mange AaB-fans øjne ville falde på de to midtbaneprofiler - alt imens Melker Widell hyggede sig på bænken, mens hans skifte falder endeligt på plads.
Isak Hansen-Aarøen, den lille 23'er med de mange tatoveringer og den dybe midtbanespiller med det karakteristiske hår, Travis Hernes.
Begge spillede de på 'A-holdet' i de første to halvlege, der blev tabt 1-3.
- Det er vældig fint at komme i gang med gutterne, men det var hård kamp. Vi lærte af det, og det er jo preseason, så vi tager alt med os. Den lille tid nu har været rigtig fin, siger Isak Hansen-Aarøen. På norsk i øvrigt.
Hans landsmand svarer på fuldfed engelsk med geordie-accent.
Roser til klubben
De er begge hentet på kun halvårlige lejeaftaler. Hansen-Aarøen fra Werder Bremen, hvor han nåede enkelte Bundesligakampe for den gamle storklub, mens Travis Hernes er en del af Newcastles træninger.
Hansen-Aarøen har også tidligere gjort sig i Manchester Uniteds ungdomsafdeling, så det er nogle andre træningsmiljøer, de kommer fra.
- Det er et godt miljø. Selvfølgelig er det et meget ungt hold. Der er stor konkurrence, men det er kun på banen, lyder roserne fra den langlemmede Travis Hernes.
Samtidig stemmer Isak Hansen-Aarøen i.
- For min del, så har det fra dag et været vældig let at komme ind i klubben. Vi snakker meget om, at det en familie-klub. Det har været godt at få den her opstart, så vi bliver bedre bekendt med gutterne.