Ny musik til gamle ord
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Komponist Lasse Sandkamm på scenen på Aalborg Teater til nogle af de sidste prøver.
Nordjysk komponist laver musik til russisk teaterstykke fra 1904.
På Aalborg Teater har komponist Lasse Sandkamm fået noget af en opgave.
Han skal nemlig lave musik til et teaterstykke, der aldrig har indeholdt musik. Det har taget flere måneder hen over sommeren, for der var ikke andet at gøre end at prøve sig lidt frem.
- Det er en søgen efter, hvilken vej vi skal gå i stykket. Derfor er det vigtigt for mig lige at teste det af. Hvad kan vi på pedal steel, hvad kan den akustiske guitar og hvad kan kontrabassen her, forklarer komponist og musiker Lasse Sandkamm til TV2 Nord, mens han står og prøver en række forskellige instrumenter af.
De bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert
Stykket hedder Sommergæster og er skrevet af russeren Maxim Gorkij i 1904.
Dengang var der ingen musik til at akkompagnere stykkets handling om den velhavende middelklasse, der kaster sig ud i druk, skandaler og eksistentielle kriser i et sommerhus.
- Den sværeste opgave er næsten at genskabe noget, som allerede er skabt. Derfor synes jeg faktisk, at det er rigtig rigtig fint at have nogle frie hænder i forhold til, at alt er åbent. Det er faktisk kun os selv, der er med til at definere, hvad der er rigtigt og forkert her, forklare Lasse Sandkamm.
Nu begynder finpudsningen
Typisk bruger Lasse Sandkamm formiddagen på at eksperimentere med forskellige instrumenter. Over middag kommer skuespillerne ind i billedet.
- Stykket bliver improviseret rigtig meget blandt skuespillerne, så derfor er det vigtigt, at man har nogle konkrete ting med. Især når vi skal begynde at spille sammen, så man ligesom kan sige: OK jeg har noget her, lad os lige prøve at jamme lidt over det.
Den seneste tid op til premieren rykker ensemblet fra øvelokalet og ind på Store Scene på Aalborg Teater. Her bliver de sidste ting finpudset inden premieren 11. september.
- Jeg er faktisk rigtig glad for, hvor det er endt henne. Jeg synes, det komplimenterer rigtig godt, den udvikling og historie, som skuespillerne kommer igennem, slutter Lasse Sandkamm.