Ny "foodcourt" er ikke en konkurrent for streetfood: - Jeg ønsker dem alt det bedste
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Nyt streetfood ser dagens lys i Aalborg, og det er egentlig rigtig fint, hvis man spørger ejeren af Aalborg Streetfood.
- Spørgsmålet er, hvad er streetfood?
Sådan begynder Toni Jørgensen om det nye streetfood, der åbner i Friis Storcenter efter forventningen til februar.
Men det er alligevel ikke en konkurrent, mener Toni Jørgensen, der ejer Aalborg Streetfood i Vestbyen.
- Jeg vil mere kalde det en foodcourt, som man eksempelvis kender det fra Torvehallerne i København. De ligger inde i et storcenter og kan nogle andre ting end det, vi er. Jeg ønsker dem alt det bedste, for det er bare godt, at der kommer andre og vil trække folk til byen.
I Friis skal der komme 12 madboder og en bar, men hos Aalborg Streetfood kigger de mere på oplevelelsesøkonomien med diverse events.
- Der er også Jensens Bøfhus, Bones og Flammen i byen som madsteder. Men vi har events såsom comedy, koncerter og mere til. Så jeg tror ikke på, at vi konkurrerer, siger Toni Jørgensen.
Det samme har ejerne af det nye streetfood i Friis desuden også sagt til Mig & Aalborg, at de ikke tror, der er konkurrence mellem de to.
Aalborg Streetfood har således ikke åbent året rundt.
- Vi prøver som noget nyt at holde åbent torsdag til søndag henover vinteren, siger Toni Jørgensen.
Hektisk tid
I det seneste års tid har Aalborg Streetfood været flere ting igennem. Her har der været meldt om for høje priser, mens der også har været flere sure smileys.
Men den tid er slut nu, melder Toni Jørgensen.
- Vi har lavet meget om og lyttet til folket. Selvom jeg er en stædig person, og jeg prøver at forstå nordjyderne, så kan jeg også tage fejl nogle gange. Vi har ændret på flere parametre for at skabe en bedre kundeoplevelse, siger han og fortsætter:
- Det er eksempelvis med, at man får en sms, når man kan hente sin mad og nogle kaldesystemer, så man ikke skal stå så længe i kø. Det har der også været lidt klager på. Og siden vi åbnede igen 1. april, har der ingen sure smiley været.
Aalborg Streetfood lukkede nemlig i oktober sidste år ned på grund af stigende energipriser og inflation - og de problemer de ellers mødte.
- Vi har bygget madhallen om med nye møbler og flere miljøer herinde. Der er også hemmelige rum, hvor man eksempelvis kan holde fødselsdag.