Ny butikstype i Aalborg: Gitte mener, dét skal redde midtbyen
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Fremtidens butikker skal ikke bare sælge, men også tilbyde en særlig oplevelse, mener både Aalborg City og Gitte Jensen, der står bag en helt ny butik.
Lyset er dæmpet. Der høres fjern fuglekvidder og roligt musik. Og over alt er der orkidéer, tulipaner og andre blomster, der både føles og dufter ægte - men det er de ikke.
I den nye butik i Gravensgade sælges evighedsblomster, men kunderne tilbydes også noget andet.
- Jeg prøver jo rigtig meget at give dem en sanseoplevelse, siger Gitte Jensen, der er ejer af Endless Spring.
Ifølge hende, er fremtidens butikker nødt til at gøre mere end bare at tilbyde en vare, hvis de skal konkurrere med nethandel.
- Jeg tror, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi som butikker giver folk en oplevelse. For det er så nemt at gå ind på nettet og handle, og det har vi lært under corona, siger Gitte Jensen.
Foreningen Aalborg City mener, at Gitte Jensen har helt rigtigt fat i tendensen.
- Kunderne vil have oplevelser. Så man skal sørge for, at man har en inspirerende butik, som giver folk lyst til at komme ind og se, hvad der er inde i butikken. Det kan være, den lokale tøjbutik tilbyder ølsmagning fredag eftermiddag fra det lokale bryghus, siger Jes Asmussen, der er city manager hos Aalborg City.
Sådan bliver fremtidens gågade
I Gravensgade står adskillige tomme butikslokaler med "til leje" eller "til salg"-skilte i vinduerne. Det bekymrer dog ikke den nye butiksejer.
Når man ser alle de tomme butikker, er det så ikke lidt dumdristigt at åbne en butik nu?
- Det tror jeg ikke. Jeg tror, medierne har meget fokus på de tomme butikker, for der er altså også meget nyt, der pibler frem. Jeg tror måske, vi vil se en ændring i de butikker, der kommer frem, siger Gitte Jensen.
Hun mener, at de butikker, der har overlevet i Gravensgade, er dem, der tilbyder en ekstra service, en særlig atmosfære eller en anderledes oplevelse.
For et år siden var der 30 tomme butikslokaler i gågaderne i Aalborg. Men ifølge Jes Asmussen går det den rigtige vej, og han ser positivt på fremtiden for midtbyen.
- Vi har tabt kampen til netbutikkerne, når det kommer til pris, levering og åbningstider, men vi kan vinde på service og oplevelser, siger Jes Asmussen.
Han tror ikke, Aalborg midtby vil dø ud som handelscentrum, men den vil til gengæld forandre sig,
- Jeg tror, om fem år vil du opleve, at der ligger flere servicefag i gågaden. Det kan være et yogastudie, det kan være noget indenfor kosmetik, det kan være en keramikbutik, hvor vi kan sidde og male, eller en smykkebutik, hvor vi selv kan lave smykke. Det bliver mere aktivitet, altså mere eventagtigt i midtbyen, det er der ingen tvivl om, siger city manageren.
Gitte Jensen tror også, at man i fremtiden vil se flere konceptbutikker med oplevelser. Hun elsker Gravensgade og tror på, at det også i fremtiden vil være en blomstrende handelsgade.
- Jeg tror, det bliver en oplevelsesgade, hvor man får en personlig betjening og noget helt unikt.