Respekterer du negleteknikeren eller bankrådgiveren mest?

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Edina Uzunovic laver TikTok-videoer, hvor hun parodierer kundehændelser, fordi hun savner respekt for sit fag.

- Jeg er jo influencer, så hvis jeg poster et billede, kan jeg så ikke få min behandling som betaling?, spørger en kvinde ved skranken i Nails & Beauty i Aalborg.

Spørgsmålet stilles til Edina Uzunovic, som er ejer af negleklinikken.

Selvom dialogen denne gang er opstillet og til ære for mobilen på bordet, som optager, så har situationen flere gange fundet sted, fortæller ejeren.

Og der findes desværre et større bagkatalog af useriøse oplevelser i klinikken.

- Udeblivelser uden afbud, sene afbud, fordi man lige har taget en vagt på arbejdet, og det her med at ringe og skrive både weekend og aften på mit private nummer, nævner Edina Uzunovic som eksempler.

Neglebranchen er eksploderet

Når kunderne udebliver eller aflyser med kort varsel, står Edina Uzunovic med nogle medarbejdere, som intet har at lave og som stadig skal have løn.

- Jeg tror, man har en lidt sløset tilgang til det, fordi man tænker, at det er lige meget. De tænker ikke over, hvilke konsekvenser det har for os, siger klinikejeren og fortsætter:

- Du vil jo aldrig gøre det i banken, hvis du har en aftale der eller en anden vigtig aftale.

Dansk Kosmetolog Forening, hvis medlemmer også omfatter negleteknikere, kender til Edinas ærgelige oplevelser.

- Det er et fælles problem for dem, der laver negle, vipper, permanent makeup, hudpleje og så videre. De booker en tid og dukker ikke op, siger Maggies Sommer Lundsten, bestyrelsesmedlem i Dansk Kosmetolog Forening.

Det kan godt være, folk bare kalder os negledamen, men for os er det et levebrød, og det skal man altså have respekt for.

Maggie Sommer Lundsten, bestyrelsesmedlem, Dansk Kosmetolog Forening

En undersøgelse fra 2023 viser, at mere end halvdelen af kvinder i alderen 18-29 år overvejer at få lavet Shellac, mens hver fjerde kvinde i samme aldersgruppe allerede har fået det lavet med jævne mellemrum.

Maggie Sommer Lundsten tror netop, at respekten har haft svært ved at følge med negleteknikernes popularitet:

- Det er jo også fordi, neglebranchen har eksploderet så meget, som den har, indenfor så kort tid. Så kan det godt være, folk bare kalder os negledamen, men for os er det et levebrød, og det skal man altså have respekt for, lyder det.

- Vi respekterer jer

Klinikkens TikTok-profil, som er blevet platform for Edinas opråb, har samlet over en kvart million likes.

Og flere af videoerne med de trættende kundeoplevelser har fået flere hundrede tusinde visninger.

Der var nogle kunder fra Vejle, som sagde; Vi kommer kun herop på grund af jeres TikTok, vi skal simpelthen se jeres klinik. Vi har også kundehenvendelser fra Odense, fortæller Edina Uzunovic.

Og selvom det er endt med at blive god markedsføring for klinikken i Aalborg, så er budskabet stadig det vigtigste at få ud, understreger ejeren:

- Respektér os og respektér vores tid, for vi gør faktisk fuldstændig det samme overfor vores kunder; Respekterer deres tid og den behandling, de har booket.


Nikolaj savnede stemning: Så tog han sagen i egen hånd

I et forsøg på at få flere unge til håndbold har Nikolaj Mou Nielsen meldt sig som capo til Aalborg Håndbolds hjemmekampe.

Der mangler stemning til Aalborg Håndbolds kampe.

Det synes Nikolaj Mou Nielsen i hvert fald, og i et forsøg på at komme den manglende stemning til livs har han meldt sig som capo.

Han havde sin ilddåb i onsdagens Champions League-drama, hvor Aalborg Håndbold havde besøg af ungarske Pick Szeged.

- Vi prøver at fået et nyt stemningsarrangement op med nye slagsange, og det virker til at blive et hit, siger den nye capo.

En capo, som især er kendt fra fodboldens verden, har til formål at få fansene til at synge med på slagsange, mens deers favorithold udkæmper slaget på banen. Det gør de ved hjælp af en megafon.

- Vi skal jo gerne være lillesøster til AaB, så vi prøver at få mere stemening, fortæller Nikolaj Mou Nielsen i forbindelse med onsdagens Champions League-kamp og tilføjer:

- Vi satser på at få flere unge ind på det her.

Aalborg Håndbold vandt opgøret mod det ungarske storhold 29-28, og du kan læse mere om dramaet herunder.


Fiskere må blive i havnen: - Man føler sig magtesløs

Muslingefiskerierne skulle egentlig have været i gang med at fiske i Limfjorden. Men de kan ikke få deres tilladelser.

Årets muslingefiskeri på Limfjorden er stadig ikke kommet i gang - selv om sæsonen egentlig begyndte 1. september. 

Fiskerne er klar. De har bare ikke fået deres tilladelser fra Landbrugs– og Fiskeristyrelsen. Så skibene må blive i havn, og det koster mange penge for både muslingeindustrien og fiskerne.

Frank Tousgaard fra Sillerslev på Mors har lige investeret et tocifret millionbeløb i en ny fiskerbåd. Han skulle have været på fjorden med den for seks uger siden, men indtil videre går han bare og venter.

- Man føler sig magtesløs i den her situation. Jeg står her og venter på at komme ud og tjene penge, så jeg kan betale mine afdrag, siger Frank Tousgaard.

Også muslingeindustrien ligger stille, fordi der ikke kommer råvarer fra fjorden.

- Fiskeriet står stille. Vores medarbejdere i industrien står stille. Alt står stille. Det er forkasteligt. Det er helt utilstedeligt at behandle et erhverv på den måde. Myndighederne tager brødet ud af munden på os, siger Henrik Nielsen, der er formand for foreningen Muslingeerhvervet med base i Nykøbing.

Se indslaget her:

Intet svar fra styrelse 

Sammenlagt handler det om 50 fiskelicenser fordelt på 22 fartøjer. Hver licens giver ret til at fiske 45 tons muslinger om ugen. Det svarer til, at erhvervet indtil videre har mistet 13.500 tons muslinger i denne sæson. Og det tabte kan ikke indhentes senere.

- Man kan ikke fiske med bagud rettet kraft. De mængder, der er tabt nu, de er tabt for den her sæson, siger Henrik Nielsen.

Frank Tousgaard har købt to licenser og må konstatere, at han indtil videre har tabt en mulig omsætning på over en million kroner.

- Jeg kan ikke gøre andet end at vente og håbe på, at de snart får sendt nogle licenser til os. De bliver ved med at love, at de kommer den ene uge efter den anden. Men der sker ikke rigtig noget, siger han.

Det er angiveligt problemer med at få vilkårene for muslingelicenserne på plads, der har forsinket arbejdet i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

TV MIDTVEST har spurgt Styrelsen, hvorfor fiskerne ikke har fået deres licenser til tiden og om fiskerne får en kompensation for den tabte indtjening. Men der er foreløbig ikke kommet et svar. Det eneste Styrelsen vil sige er, at man er i gang med at udarbejde et svar, som formentlig kommer torsdag.


Aalborg-komet tilbage: Sådan har han det efter

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Både Thomas Arnoldsen og målmand Fabian Nordsten brød ud i jubel, da gæsterne brændte det sidste og afgørende straffekast.

Thomas Arnoldsen var igen at finde på banen for Aalborg Håndbold onsdag aften, da nordjyderne vandt med 29-28 over ungarske Pick Szeged hjemme.

Det blev til tre mål fra Aalborg-kometen, der selv indrømmer, at han er rusten efter sin ankelskade.

- Det er jo en tre-fire uger siden, jeg spillede sidst. Og jeg kan da stadig godt mærke foden lidt. Men jeg synes, at for hver dag, så går det bedre og bedre. I dag kunne jeg bidrage med det, jeg nu kunne. Men jeg tænker, at med noget mere træning, så bliver det også bedre fremadrettet, pointeret Thomas Arnoldsen efter kampen.

En anden spiller, der blev lagt særligt mærke til i onsdagens sejr, var målmand Fabian Nordsten, der kunne afgøre kampen til sidst, efter gæsterne fik et straffekast efter slutfløjtet.

- Han skyder vel en meter forbi mål, tror jeg. Men jeg går den rigtige vej, lyder det fra målmanden, da han bliver spurgt ind til spændingen til sidst.

- Det er sjovt, når det afgøres sådan, tilføjer han.

Mogens Jørgensen

Det er sjældent, man ser en målmand blive hyldet så meget for en “ikke redning” efter slutfløjtet.

Fakta er jo, at Pick Szegeds straffekast-skytte skød helt ved siden af målet.

Alligevel kunne de 5300 fremmødte tilskuere juble og hylde målmand Fabian Nordsten og Aalborg, der løb med sejren på 29-28 efter den dramatiske afslutning.

"Jeg havde set ham ud." sagde Fabian Nordsten til TV2 Nords udsendte efter kampen , og det så da også ud til, at hvis straffekastet havde været inden for målrammen, havde Nordsten snuppet den.

Men Aalborg håndbold vandt, og det var vigtigste for at holde liv i håbet om en god placering i gruppespillet i Champions League, men det holdt hårdt, og Aalborg fik aldrig lukket kampen, og derfor blev det spændende til sidst.

De 5300 fik noget for pengene.

Og så kunne de også glæde sig over, at se Thomas Arnoldsen tilbage efter sin skade, så det går fremad med de skadede spillere i truppen.

Nu mangler de bare, at få Niklas Landin i målet, for selvom Fabian Nordsten blev udråbt som aftenens helt, var der udsving i hans præstation i aften, så Landin kom snart tilbage.


Ny ordning i Nordjylland sikrer 425.000 gratis måltider til udsatte borgere

425.000.

Det er så mange gratis måltider, som FødevareBanken regner med at kunne dele ud til udsatte nordjyske borgere årligt.

Organisationen udvider nemlig til Nordjylland, og her donerer hele 174 lokale og nationale fødevareproducenter overskudsmad, som går til udsatte nordjyder i regionen.

- Vores ambition med udvidelsen er ikke kun at levere overskudsmad til sociale organisationer, men også at inspirere og motivere regionens fødevareproducenter til at tage del i indsatsen, så lokalt produceret overskudsmad kan komme videre lokalt til de mennesker i Nordjylland, der har allermest brug for det, udtaler direktør for FødevareBanken, Lea Gry von Cotta-Schønberg.

Onsdag fik blandt andet Dansk Rehabilitering i Fjerritslev, Botilbuddene Nordenfjords i Brovst, Botilbud Altiden i Vester Hjermitslev og Luneborg (Tylstrup), Blå Kors Hjerterummet i Aalborg og Ølandhus Socialkorpset i Aabybro besøg af FødevareBanken.

For at gøre sig fortjent til at blive et af de steder, hvor FødevareBankens bil stopper, kræver det at modtageren laver maden sammen med de udsatte.


Professor om hemmeligt notat om havn: - Politikerne skulle have set det

Byrådsmedlemmerne i Frederikshavn havde krav på at se et indtil nu hemmeligt holdt notat om Frederikshavn Havns økonomiske problemer. Det fastslår professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Notatet blev udarbejdet af Frederikshavn Kommunes økonomiafdeling i januar 2022, og selv om det konkluderer, at der er alvorlige økonomiske problemer i Frederikshavn Havn, så kom oplysningerne i det fire sider lange notat ikke frem til byrådsmedlemmer og dermed ejerne af havnen.

- Sådan et notat som det skulle have være til kommunalbestyrelsen meget hurtigt. Det er nogle oplysninger, som en kommunalbestyrelse skal have, så de kan reagere og så de er orienteret om, hvad der foregår i havnen, siger Sten Bønsing.

Notatet fortæller historie om det økonomiske rod i Frederikshavn Havn, end kommunen hidtil har forklaret.

- Jeg synes, at man bliver rystet, når man finder ud af, hvad der foregår, siger professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

Se hele indslaget her:

Notat var vigtig viden for byrådet

Notatet afslører, at både forvaltningen i Frederikshavn Kommune og borgmester Birgit S. Hansen (S) allerede for 2 1/2 år siden vidste, at Frederikshavn Havn både manglede penge i kassen, og at driften ikke hang sammen.

Selv om notatet indeholder vigtig viden til byrådet, som ejere af havnen, har det aldrig været fremlagt for dem. Det har en række byrådsmedlemmer forklaret til TV2 Nord.

Det var borgmester Birgit S. Hansen, som selv indviede offentligheden i notatet fra januar 2022. Det skete på et borgermøde 2. oktober i Frederikshavn i år.

Her forklarede hun, at notatet blev fremlagt for økonomiudvalget i marts 2022, men det burde altså i følge Sten Bønsing også være sendt til hele byrådet.

- Kommunalbestyrelsen har krav på at have et ret detaljeret beslutningsgrundlag, og hvis de ikke har det, så har man overtrådt kommunestyrelsesreglerne, og problemet bliver, at man kan gå hen og træffe forkerte beslutninger, siger Sten Bønsing.

TV2 Nord har via en hemmelig lydoptagelse tidligere afsløreret en kommunal medarbejder, der fortæller, hvordan man i aktindsigter sorterer vigtig viden om Frederikshavn Havn bort, så det holdes skjult for offentligheden.

Byrådsmedlem: Vi skal have alle papirerne

Og med afsløringen af notatet fra 2022 ser det også ud til at det kan være en praksis, som kommunen også fører overfor byrådet.

- Der sidder nogen og sorterer i de papirer og vurderer, om det er nogle byrådet skal have, eller ikke skal have, og det er skræmmende. Vi skal have alle notaterne. Dem, som kommunalbestyrelsen skal træffe nogle beslutninger baseret på nogle informationer, der er det sgu vigtigt, at vi får dem, siger Jens Nygaard Johansen, byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune for Danmarksdemokraterne.

Sten Bønsing er enig, og det er et brud på reglerne at holde vigtig viden tilbage, pointerer han:

- Det ligger i både havnereglerne og kommunestyrelsesreglerne, at kommunalbestyrelsen skal inddrages forholdsvis tidligt i den her type væsentlige beslutninger. Det kan man ikke klare rent administrativt.

Efter mere end halvandet år, uden at havnens økonomiske problemer blev løst, voksede problemer sig så store, at byrådet fra september sidste år igen og igen måtte kautionere for millionlån til havnen på mere end 200 millioner kroner, og i maj i år opgav den nye bestyrelse fra Frederikshavn Havn at drive havnen videre.

Frederikshavn Kommune måtte overtage driften og en gæld på 1,7 milliarder kroner, og det betyder, at driftsunderskuddet i havnen nu skal dækkes af kommunen og dermed skatteborgerne.

I kommunens budget for 2025 er den udgift beregnet til at være på 62 millioner kroner.