Ny borgmester ønskede sig et kort over hele kommunen: I dag får han det af vrede skolebørn og forældre
Christian fra første klasse vil ikke have de lukker hans skole. Derfor var han og flere andre mødt op for at demonstrere i sommerferien.
- En af de ting, som jeg rigtig gerne vil have, er et stort kort over hele kommunen. Så er det lidt lettere at visualisere ting overfor potentielle investorer eller andre besøgende.
Sådan sagde Lasse Frimand Jensen (S), Aalborgs spritnye borgmester til TV2 Nord for en uge siden.
Og det fortryder han måske nu.
I dag, fredag, hvor skolernes sommerferie er i gang, var både elever og forældre fra de otte skoler, som forvaltningen i kommunen har indstillet til lukning, mødt op for at demonstrere.
De er rasende over, at Aalborg Kommune kan stå overfor en historisk skolelukning.
- Jeg er her, fordi jeg ikke vil have, at de lukker min skole. Det er en god skole, fortalte Chresten Runge Madsgaard Christiansen fra en af de otte skoler.
Formand for skolebestyrelsen på Sebber Skole, Louise Christiansen, mener, borgmesteren med skolelukningerne også lukker samfundene i landsbyerne rundt om Aalborg.
Derfor giver hun Lasse Frimand det ønskede kort - i protest.
Vil vil have borgmesteren i tale, og få ham til at forstå, at han ikke må lukke de små skoler, siger hun.
Tror du på at det kan lykkes?
- Ja, jeg synes, det er modigt, at han vil mødes med os, og han har tidligere sagt til TV2 Nord, at han er stolt af de små landsbyer i Aalborg, så hvis han vil os det godt, bevarer han skolerne, slutter formanden.
Skolerne, der er tale om, er: Bislev Skole, Ellidshøj Skole, Gudumholm Skole, Hou Skole, Nørholm Skole, Sebber Skole, Tylstrup Skole og Ulsted Skole.