Ved datterens fødsel blev Gregers ramt: Nu vil han hjælpe andre
Foto: Jesper Lange/TV2 Nord
Da den nordjyske musiker Gregers for syv år siden blev far, fik han en fødselsdepression.
At blive forældre er for mange en af de største og mest glædelige øjeblikke i livet. Men for nogle kan det alligevel være et svært og overvældende øjeblik, som kan medføre en såkaldt fødselsdepression.
Cirka 10 procent af både nybagte fædre og mødre bliver ramt.
En af dem er musiker og sangskriver Gregers Løvendahl Mogstad, kendt under kunstnernavnet Gregers, der for syv år siden blev far til en lille pige.
- Det, med pludseligt at skulle stå med et lille menneske og have et kæmpe ansvar, skabte et eller andet i mig. Sikkert noget fysiologisk oppe i hjernen, som var svært, og det var en masse svære følelser, som var svære at finde ud af, lyder det fra Gregers, der senere hen også har været gennem en skilsmisse.
15 hyppige tegn på depression hos mænd: Sådan kan du spotte dem
Tilbagetrækning fra relationer
Arbejdsnarkoman
Vredesudbrud
Rådvildhed og uro
Benægtelse af smertelige følelser, såsom sorg og savn
Stædige krav om uafhængighed
Afvisning af hjælp
Ser relationer som en del af problemet
Manglende koncentrationsevne og lav stresstærskel
Følelse af uoverkommelighed og træthed
Nedsat selvværd og højere skyldfølelse
Manglende glæde og interesse
Sortsyn
Øget forbrug eller misbrug af stoffer, alkohol og voldelige computerspil
Selvmordstanker
Kilde: Forum for mænds sundhed
Gregers gik ikke til en læge eller psykolog med sine tanker og fik derfor aldrig diagnosticeret det. Og han er langt fra den eneste mand, der ikke søger hjælp, når det kommer til den mentale sundhed.
Ifølge Danmarks Statistik søgte 56.000 kvinder psykologhjælp i 2020. Kun 21.000 mænd gjorde det samme.
- Vi kan have lidt svært ved at søge hjælp, når vi har det svært. Jeg gik i hvert fald ikke til lægen og fik slet ikke snakket om det der var svært og gjorde ondt. Jeg var bare trist, fortæller Gregers.
Se indslaget med Gregers herunder.
Musik skal skabe forum
I løbet af det seneste år har Gregers arbejdet på sin debut-EP sammen med sin kollega Martin Korsgaard.
EP'en har fået navnet 'Mandefald' og er kommet til livs gennem Gregers mange tanker, følelser og erfaringer, som han har gjort sig de seneste syv år, hvor livet ikke har været en dans på roser. Erfaringer, han håber kan hjælpe andre, som har været i samme båd som ham.
'Mandefald' skal blandt andet være med til at skabe forum for mænds mentale sundhed.
- Jeg synes, det er vigtigt at huske håbet og lyset i den her snak. Det behøver ikke være dystert det hele, men det er jo typisk i mørket, det starter, siger Gregers.
10 gode råd til at snakke med mænd om depression
Tag ham alvorligt, når han er syg
Sæt dig ind i, hvad depression er, og hvor og hvordan man kan få hjælp
Hold øje og læg mærke til ændringer - både fysisk og adfærdsmæssigt
Anbefal og få ham til at forså vigtigheden af en person at snakke med
Hav en faktuel og rationel indgang til samtalen
Stil åbne spørgsmål og tag det i hans tempo
Hold de stærke følelser tilbage
Udvis empati, ikke medfølelse
Ros både små og store sejre
Anbefal ham at gøre det til vane at gå til sundhedstjek
Kilde: Forum for mænds sundhed
19. november, som er mændenes internationale sundhedsdag, udgav han sangen 'Min bror', som er med på 'Mandefald'. Sangen er hans mest personlige til dato.
- Hvis jeg kan spejle nogle følelser i lytteren, hvis den kan bruges til at blive inspireret og åbne op og snakke om det og række ud, så er jeg lykkedes, lyder det fra musikeren.