Nu sænkes fartgrænsen: Her skal bilisterne passe på
Foto: Jeppe Kyvsgaard
Nu skal bilister være ekstra opmærksomme på hvor hårdt, de trykker på speederen i Aalborg.
Fra juni sænkes fartgrænsen nemlig på udvalgte strækninger.
Det har Aalborg Byråd netop besluttet.
Specifikt betyder det, at bilister fremover skal sænke hastigheden fra 60 km/t til 50 km/t, på Hjørringvej i Nørresundby og Nyhavnsgade i Aalborg.
- Når vi sænker hastighedsgrænsen på de to vejstrækninger, sker det som et led i en tidligere vedtaget politik, der har til formål at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, siger rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V).
Mere ensartethed
Ud over at øge trafiksikkerheden er målet også at skabe et generelt bedre bymiljø med færre støjgener og færre rystelser.
De gamle fartskilte bliver fjernet i den første uge af juni og ændringerne træder i kraft samtidig med, at skiltene tages ned. I de første tre måneder bliver der sat infotavler op på strækningerne, ligesom der bliver på Hjørringvej sættes fartvisere op i hver ende af den nye fartzone.
Aalborg Kommune har tidligere sænket hastigheden fra 60 km/t til 50 km/t på flere veje i byen, og derfor er det også rådmand Jan Nymark Rose Thaysens håb, at den nuværende beslutning vil gøre det nemmere for bilister at navigere på vejene.
- Når vi sænker hastigheden, bliver vejene mere trygge og sikrere at færdes på - for alle trafikanter. Samtidig bliver det også nemmere for trafikanterne at forholde sig til ensartede hastighedsgrænser, siger han.