Nu kan lammede styre robotarm med tungen
At klø sig med en kløpind, samle jordbær og tænde en kontakt er ikke muligt for fuldt lammede. Men nu har en ny opfindelse alligevel gjort det muligt.
En tungestyret robotlignende skeletarm lyder som noget, der hører en science fiction film til.
Men ikke desto mindre er det, hvad Aalborg Universitet har udviklet.
Universitetet har som de første i verden udviklet den tungestyrede exoskeletarm, der giver personer med lammelser som følge af rygmarvsskader, ALS eller hjerneblødninger mulighed for at drikke eller spise selv.
Hvad er et exoskelet?
Exoskeletter er betegnelsen for et skelet, der sidder uden på kroppen.
Det udvendige skelet kan hjælpe personer, som på grund af alderdom, sygdom eller ulykker har brug for ekstra støtte til at klare hverdagens opgaver lettere.
Større selvstændighed
Armen kan tungestyres til hvilken som helst bevægelse, der er muligt for exoskelettet. Den er desuden designet til at være intelligent, så den kan hjælpe med at lave præcise bevægelser, eksempelvis når der skal samles noget småt op.
Lotte Andreasen Struijk er lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet. Ifølge hende er den nye skeletarm til stor hjælp for især unge mennesker.
- Brugere, der har lammelser på grund af rygmarvsskader, er ofte helt unge mennesker. Excoskellettet kan gøre dem mere selvstændige og aktive ved blandt andet at kunne gå på café med vennerne og uddanne sig til at få et job, siger Lotte Andreasen Struijk.
Grundige test
Armen er testet på rygmarvsskadede brugere på Vestdansk Center for Rygmarvsskadede, der ikke selv kan drikke vand, samle jordbær, klø sig med en kløpind eller tænde en kontakt.
Efter at have fået sat den tungestyrede skeletarm på, kan alle nu selv udføre de helt almindelige hverdagsting, såsom selv at holde en kop.
Én af dem, der har prøvet den nye arm, er John Hinrup, der ikke har haft sin håndfunktion i 30 år. Selvom det var svært at lære at styre armen, så er han sikker på, at den vil gavne ham.
- Det der med at kunne tage omkring en flaske og mærke, at man har ordentligt ved den, det var fantastisk at prøve, siger han.
Forbedringer i vente
EXOTIC, som armen hedder, kan stadig blive endnu bedre. Derfor skal den videreudvikles på det nye Center for Rehabiliteringsrobotik på Aalborg Universitet.
- Vores næste fokus er, at exoskeletarmen også skal kunne styres med kombineret muskel, hjerne og tungesignaler, så det kan tilpasses en, der gradvist bliver mere lammet såsom ved ALS, siger Lotte Andreasen Struijk og fortsætter:
- Skelettet skal også gøres lettere og mindre og give få en større bevægelighed.