Nu kan december bare komme an - for hovedpersonen ankom lørdag

Foto: Michael Andersen / TV2 Nord

Julemanden kom sejlende til Honnørkajen kørdag klokken 10.

Vi er for alvor på vej ind i den søde juletid. Det kunne mærkes på Honnørkajen i Aalborg, hvor der i dag var fint besøg hele vejen fra Grønland

Og med hans komme markerer det, at den søde juletid for alvor begyndt i Nordjylland.

I hvert fald er the man himself ankommet til landsdelen, da julemanden ankom sejlende til kajen i Aalborg, hvor mange lørdag formiddag mødt frem for at tage godt i mod ham og sætte festlighederne i gang.


Aalborg Håndbold banker blodfattigt bundhold i kæmpesejr

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der var ingen slinger i valsen for Aalborg Håndbold, da især Niklas Landin viste højt niveau i storsejr i Kolding.

Aalborg Håndbold vandt lørdag eftermiddag sæsonens største sejr, og den største sejr i umindelige tider da de slog KIF Kolding med 36-16 på udebane.

Forud for kampen var det ud fra tabellen ingen overraskelse, at aalborgenserne endte som sejrsherrer. Aalborg Håndbold ligger med i topstriden, mens KIF Kolding kæmper en kamp i bunden af tabellen.

KIF Kolding kom foran 1-0 i kampens indledning, men det var også den eneste føring, som koldingenserne havde i løbet af kampen. Kort efter kom Aalborg Håndbold på 3-2, og derfra så de sig ikke tilbage.

Specielt Niklas Landin i målet var medvirkende til, at KIF Kolding blev holdt på afstand i resten af første halvleg, hvor pausestillingen lød 14-8 til Aalborg Håndbold.

Magtdemonstration i anden halvleg

Og var der nogen af hjemmebanetilskuerne i Kolding, som i pausen håbede på et comeback, så blev de drømme hurtigt slukket i anden halvleg.

Niklas Landin fortsatte med at hive den ene redning frem efter den anden, og KIF Kolding havde mere end svært ved at finde netmaskerne.

Aalborg Håndbold kom hurtigt på 19-9, og det skulle kun blive værre endnu for hjemmeholdet. I løbet af anden halvleg udbyggede Aalborg Håndbold konstant føringen, og det var kun et spørgsmål om, hvor stor sejren skulle blive.

Stillingerne undervejs var blandt andet 24-9, 29-11, 35-14, og da de 60 minutter var gået, viste måltavlen utrolige 36-16.

Dermed vandt aalborgenserne en forventet favoritsejr i det sydjyske, selvom de færreste nok havde forudset en storsejr på 20 mål.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold nu på en delt andenplads. Efter 11 kampe ligger de med 17 point, men førerholdet GOG ligger på førstepladsen med 19 point og med en kamp i hånden.


Foto: Andreas Findling-Rottem

Der var borgere fra mere end 30 fjorde og kystområder til stede, herunder Limfjorden og Mariagerfjord.

Demonstrationen blev afholdt som en reaktion på de oplysninger, der drypper ud fra trepartsforhandlingerne, lyder det fra arrangørerne.

1000 mennesker var lørdag samlet til en akut-demonstrationen for at protestere mod en 'elendig' indsats for havmiljøet i de trepartsforhandlinger, der i øjeblikket bliver forhandlet om på Christiansborg.

Det skriver Greenpeace i en pressemeddelelse.

Demonstrationen samlede både sportsfiskere, jægere, folk fra landbruget og naturelskere.

- Trepartsaftalen er kun god, hvis de rigtige værktøjer og nødvendige indsatser bliver en del af den – og det betyder altså mindre frivillighed og mere målrettet regulering, der kan sikre et fald i kvælstofudledningerne. Ellers frygter jeg, at vi endnu engang vil stå ved Christiansborg om 3-5 år for at slå ring om miljøet, siger Torben Kaas, der er formand for Danmarks Sportsfiskerforbund og fortsætter:

- I dag står vi 16 grønne organisationer og omkring 1000 borgere fra hele landet med et meget klart budskab til politikerne: Vi har set fjordene dø, vi har set fiskene forsvinde og vi risikerer at miste noget, rigtig mange danskere har kært. Meget tyder på, at trepartsaftalen kan ende som en tynd kop te, der ikke vil gøre en reel forskel for havmiljøet. Det er nu regeringen og Folketinget skal vise mod og turde tage de svære valg – til gavn for naturen, vandmiljøet, danskerne og landbruget.

Værste iltsvind i mange år

Ifølge en rapport fra Aarhus Universitet, slog iltsvindet i de danske farvande i oktober endnu en alarmerende rekord. Iltsvindet omfattede et område på størrelse med Sjælland og Fyn, hvilket var 50 procent større end i 2023, der blev kaldt det værste iltsvind i 20 år.

Ifølge Greenpeace blev demonstrationen afholdt som en reaktion på, at det er kommet frem, at regeringen i trepartsaftalen både vil sænke indsatsbehovet og tillade mere kvælstofforurening til vandmiljøet, end der allerede er aftalt i landbrugsaftalen fra 2021.

Dermed vil det danske havmiljø blive dårligere stillet med trepartsaftalen end med den eksisterende aftale fra 2021, lyder det.

- I regeringens trepartsaftale er der færre tiltag for at redde vores hav, end der er fisk i Vejle Fjord. Det er vanvittigt midt i et historisk stort iltsvind. Derfor stod vi i dag sammen på tværs af sportsfiskere, jægere, landbrugere og naturelskere fra hele landet for at sige fra over for regeringens svigt, siger Christian Fromberg, der er kampagneleder for landbrug, skov og natur hos Greenpeace Danmark.


Passagerer drømmer om letbane: - Det kunne være rart med et alternativ

Foto: Ken Petersen

BRT-busserne er blevet en stor den af den kollektive trafik i Aalborg, men hvor begejstrede er byens borgere som Alberte Præstegaard egentlig for de eldrevne busser?

"Alletiders" og "kører ofte", men også "overfyldte" og "lidt kolde". Aalborgenserne er både begejstrede og skeptiske over for byens eldrevne busser.

På Kennedy Plads i Aalborg står Alberte Præstegaard, som er studerende. Hun venter på en af byens eldrevne BRT-busser sammen med en gruppe andre passagerer.

Hun bruger dagligt bussen til og fra sit studie, men det er hun ikke den eneste, der gør, og det kan mærkes.

- Måske der skulle køre nogle flere på strækningen, siger Alberte Præstegaard og tilføjer:

- Jeg synes, at bussen er god, men der er rigtig mange mennesker med den.

Hun påpeger, at det ofte kan være svært at komme ind og ud af bussen grundet for mange mennesker.

Hanne Frederiksen er pensionist og er glad for de 12 afgange, som de enkelte BRT-busser har i timen. Foto: Ken Petersen

Omkring klokken halv tolv står pensionist Hanne Frederiksen af BRT-bussen ved stoppestedet Nytorv midt i Aalborg. Hun er positiv over for busserne, der siden september 2023 har været en del af den kollektive trafik i Aalborg.

Hvordan er det at køre med BRT-busserne?

- Det er alletiders. Det er en rigtig dejlig måde at køre bus på, og så kommer den hvert femte minut, siger Hanne Frederiksen.

Op til 12 afgange i timen

BRT-busserne kører op til 12 gange i timen, og i Aalborgs gadebillede lader busserne til at være overalt, uanset hvor man kigger.

Det lange, lyseblå tag på 25 meter er ikke til at tage fejl af. Og når den store bus næsten lydløst glider forbi, kan man ikke lade være med at lægge mærke til den.

Hanne Frederiksen går normalt ind til byen, men i dag har hun valgt at tage elbussen til trods for, at den ofte fyldes af byens studerende.

- Fordi den kører så tit, kan vi pensionister tage bussen ind til byen omkring middagstid, hvor der ikke er så mange med, siger hun.

- Det er en god ting, vi har fået. Jeg er ikke ked af, at vi ikke har fået letbane her i Aalborg.

Koldere end almindelig bus

I bussen mod universitetet sidder Mathias Gørsted-Kjærved, der er medicinstuderende. Han bruger næsten BRT-bussen hver dag.

- Det fedeste er, hvor tit den går, og så kører den direkte, fra hvor jeg bor og, ud til universitetet.

Mathias Gørsted-Kjærved havde foretrukket at få en letbane ligesom i Odense og Aarhus i stedet for BRT-bussen. Foto: Ken Petersen

Mathias Gørsted-Kjærved sidder på det grå sæde op mod vinduet. Hverken ved siden af ham eller foran ham sidder der andre passagerer.

- En gang i mellem er bussen koldere end den almindelige bus, men der er rigeligt med plads. Det er sjældent, at man står i en stor mængde af mennesker.

Selvom Mathias Gørsted-Kjærved er flittig bruger af BRT-bussen, så frister tanken om en letbane.

- Jeg tror, at jeg ville have foretrukket en letbane. Den i Odense er rimelig fed.

Tilbage på Kennedy Plads drejer Alberte Præstegaard hovedet tilbage. Den BRT-bus, hun skal med, kommer kørende mod stoppet. Men selvom hun er positiv over for den eldrevne bus, så efterspørger hun andre transportformer.

- Det kunne være rart med en letbane, så der var et alternativ til bussen.


Nu kan du spare ni millioner på 'Jyllands dyreste' sommerhus

Foto: LILIENHOFF

Huset var i 2022 Jyllands dyreste sommerhus.

Da huset blev udbudt i 2022, var det Jyllands dyreste sommerhus. Nu kan man købe det for ni millioner kroner mindre.

Hvis du var en af dem, der gik med seriøse købstanker, da sommerhuset blev udbudt i 2022, skal du ikke være ked af, du ikke fik det købt.

For hvor du dengang måtte slippe 25 millioner kroner for det, kan du i dag nøjes med sølle 15.950.000 kroner.

Sommerhuset hedder Hamiltonhuset og ligger i Gammel Skagen. Det er et stråtækt, sort træhus bygget i 1930. Der er selvfølgelig havudsigt, og så ligger det blot seks minutter fra det luksuriøse Ruths Hotel.

Opført af en greve

Historien lyder, at sommerhuset er opført af intet mindre end en svensk adelsmand ved navn Grev Hamilton.

Greven kom til Skagen i 1920’erne og købte et jordstykke. På den bedste placering allerlængst fremme mod vandet, lod han sit tilholdssted opføre. I 1930 stod det færdigt, og huset var grevens hjem de efterfølgende ni år.

På stykket, som Grev Hamilton dengang købte, er der i dag opført adskillelige andre sommerhuse.

Vild prisstigning

Uanset om salgsprisen er 25 eller 15 millioner, må man sige, at huset har været en god investering for den tidligere ejer.

Huset blev nemlig familieoverdraget i 2018 for blot fire millioner kroner. Nu, otte år senere, er sommerhuset udbudt til næsten fire gange så meget, som det blev overdraget for.


Forældre raser over besparelser på 1,2 millioner på klubtilbud

Besparelser for 1,2 millioner kroner lukker en stribe klubtilbud i Thisted Kommunes ungdomsskole

Dårligt har den ophedede debat om skolelukninger i Thisted lagt sig, før en ny omgang besparelser har ramt børn og unge i kommunen.

Sparekniven rammer en række klubtilbud i den kommunale ungdomsskole, som må se hele 20 procent af det samlede budget forsvinde. En beslutning, der har rystet et medlem af ungdomsskolens bestyrelse.

- Jeg synes det er en stor besparelse, siger Steffen Kjær Thiesen. Jeg finder der også besynderligt, at vi som bestyrelse ikke er blevet hørt, og heller ikke har været i dialog med kommunens børne- og familieudvalg, inden beslutningen blev truffet.

Rammer skateklub

Besparelserne går blandt andet ud over ungdomsskolens skateklub, som står bag en lang række aktiviteter i den lokale skatehal i Thisted.

- Det er brandærgerligt, og ingen ved endnu hvad der kommer til at ske med hallen fremover. Og hvad med brugerne - de meget dedikerede unge, som bruger masser af timer i miljøet, spørger Steffen Kjær Thiesen.

Se hele indslaget her.

Bekymringen har også bredt sig til de forældre, som nu må se de aktiviteter deres børn har gået til i årevis blive sparet væk.

- Vi kan frygte, at mange af de unger kommer til at hænge ud på gadehjørnerne, eller falde i miljøer, som vi forældre slet ikke er interesserede i, siger formanden for Skole og Forældre, Thy-Hannæs, Michael Riber Jørgensen.

Men formanden for Børne- og familieudvalget, Peter Larsen, fra Venstre, maner til besindighed og siger, at der er behov for at tænke nyt i forhold til ungdomsskolens tilbud.

- Vi har tilbud i dag, som der er meget få brugere til. Under ti brugere i gennemsnit, og helt ned til tre brugere i nogle klubtilbud. Derfor er vi nødt til at kigge ind i, om der er noget vi skal gøre anderledes.

Der er behov for at gentænke vores tilbud i ungdomsskolen, siger formanden for Børne- og familieudvalget i Thisted Kommune, Peter Larsen. Foto: Jakob Fenger/TV MIDTVEST

På spørgsmålet om udvalgsformanden ikke er bange for at tabe en gruppe unge på gulvet, når ellers velfungerende klubtilbud forsvinder, siger han.

- Nej det er jeg faktisk ikke. Jeg tror, at de tilbud der virkelig betyder noget for de unge mennesker, dem genrejser vi. Det er det, der virker, og det kommer det også til i fremtiden. Det vi skal have kigget ind i er, om vi bruger vores penge klogt nok, slutter udvalgsformanden.