Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyske erhvervs-spidser ventes at tilstå lyssky millionhandel

Der er tale om en af de mest opsigtsvækkende kriminalsager i nordjysk erhvervsliv i mange år, en sag om ulovlig insiderhandel med aktier i denne uge skal for retten.

På anklagebænken tager to af Nordjyllands mest markante erhvervs-spidser mandag plads ved Retten i Aalborg: Byggematador Søren Enggaard og storbonde Flemming Fuglede Jørgensen.

De ventes begge at tilstå, at de i fællesskab forsøgte at tjene penge på at udnytte, at den ene af dem havde afgørende viden om en forestående kæmpehandel i dansk erhvervsliv.

Kort fortalt er plottet, at Flemming Fuglede Jørgensen var bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet i Alm. Brand. Tilbage i sommeren 2021 fik han på et møde viden om, at selskabet var på vej til at opkøbe konkurrenten Codan i en milliardhandel.

På vej hjem med færgen fra Sjælland til Jylland ringede Flemming Fuglede Jørgensen til sin gode ven Søren Enggaard og fortalte nyheden, som man på det tidspunkt måtte formode ville få kursen på Alm. Brand aktier til at stige.

Stor aktiehandel

Samme dag købte Søren Enggaard derfor aktier i Alm. Brand for næsten en million kroner, og den efterfølgende dag kom så nyheden om Alm. Brands opkøb af konkurrenten for den svimlende sum af mere end 12 milliarder kroner. 

På det grundlag er de to mænd tiltalt for insiderhandel.

At sagen overhovedet kom frem, er næsten lige så spektakulær som selve sagen. 

På færgeturen sad Flemming Fuglede Jørgensen nemlig og havde sin gode ven med på medhør på telefonen, og han talte i øvrigt så højt, at andre på færgen dårligt kunne undgå at høre, hvad der blev talt om.

Blandt tilhørerne var blandt andre en journalist, som hurtigt fangede, at snakken lød som ulovlig insiderhandel.

Det fremgår af retslister og retsmødebegæringer, som TV2 Nord har fået aktindsigt i forud for sagens start, at begge mænd har tænkt sig at lægge kortene på bordet og tilstå.

Paradoksalt nok så endte det slet ikke som en god forretning at købe Alm. Brand aktier op til opkøbet af Codan. 

Stik mod forventning, så faldt kursen nemlig, men det gør ikke handlen mere stueren i juridisk forstand.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Første retsmøde i denne sag er fastsat til mandag 8. maj ved Retten i Aalborg.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.


Kvindelandsholdet vender hjem til Nordjylland efter 20 år

For første gang i over 20 år spiller det danske kvindelandshold landskamp på nordjysk grund, når de møder Sydafrika på Aalborg Stadion på fredag. (i morgen, hvis den skal udgives på torsdag)

- Det er dejligt at være tilbage, selvom det er lidt køligt, lyder det smilende fra Amalie Vangsgaard.

Til dagligt er bruger den 27-årige angriber, det meste af sin tid under varmere himmelstrøg i Torino, når hun spiller for italienske Juventus.

Hun er en af holdets tre nordjyske profiler, der er vendt hjem fra store italienske klubber for at repræsentere Danmark.

Også midtbanespilleren Emma Snerle fra ACF Fiorentina og forsvarsspilleren Frederikke Thøgersen fra AC Roma er er tilbage i vante rammer.

Sidstnævnte fremhæver heller ikke kun de nordjyske fodboldbaner.

- Jeg kom til at sidde og smile, da vi kørte ind her, for jeg har spillet på de her baner rigtig mange gange, og hilste også lige på i cafeteriet. Jeg synes, at det er dejligt at være hjemme, jeg har rigtig mange gode minder herfra, fortæller Frederikke Thøgersen.

Drømme i en hel anden fodboldliga

Selvom de nordjyske spillere fremhæver glæden ved at være hjemme, så er der stor forskel på at spille fodbold professionelt .

- At være fuldtidsprofessionel og have et elitemiljø gør en stor forskel. Dansk kvindefodbold er på rette vej, men de udenlandske ligaer har stadig fordele, forklarer Amalie Vangsgaard.

Det samme billede kan Emma Snerle nikke genkendende til.

- Alt omkring holdet er mere professionelt i Italien. Jeg håber, at den danske liga kan udvikle sig for at få flere spillere med på landsholdet, fortæller hun.

Og hele vejen dertil har foregået så naturligt, at hun nærmest ikke så det komme, at hun kunne leve professionelt af fodbold.

- Det er jo nok drømmen, uden jeg egentlig har vidst, at det har været drømmen. Jeg føler mig enormt privilegeret og glad for, at det er det, jeg laver, siger hun.

Inspiration til unge spillere og hjemmebane-fordel

For unge fodboldspillere, som 11-årige Ottilia Steen, kan fodbolddrømmene også spire ved at se deres idoler på banen.

- Det er meget spændende. Jeg kunne godt tænke mig at være professionel fodboldspiller, når jeg bliver stor, siger hun.

Der er ingen tvivl om, at familie og venner kommer til at fylde lidt ekstra på tilskuerpladserne, når landsholdet møder Sydafrika.

- Det gør de uanset, hvor jeg spiller henne, så er det da dejligt for dem, at de ikke skal køre så langt, griner Amalie Vangsgaard.

En af de trofaste seere bliver også Otillia og hendes fodboldhold. Når det kommer til udfaldet af, hvem der vinder kampen, er svaret kort og godt.

- Danmark.


- Det lyder som løgn: Stort byggeri overholdt både budget og tidsplanen

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Aalborg Forsyning slog onsdag dørene op til nyt driftscenter for vand, varme, gas og køl.

- Det lyder som løgn, når man tænker på, hvordan det plejer at gå.

- Det med budget og tidsplan. Det er en by i Rusland for det offentlige.

Det er nogle af de reaktioner, TV2 Nord blev mødt af, da aalborgensere hørte nyheden om Aalborg Forsynings succes med et byggeri, der har formået at holde både tidsplan og budget.

Efter 19 måneder står det 5.000 kvadratmeter store driftscenter færdig med miljømærkede materialer, terrændæk og slidlag af CO2-reduceret beton, som har sikret certificeringen for bæredygtighed DGNB-guld.

- Jeg står med en rigtig god følelse. Det er en stor dag, at vi kan indvie centeret, hvor vi er blevet færdige til tiden og til prisen, siger administrerende direktør hos Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen, og fortsætter:

- Årsagen til, at vi er lykkes med det, er fordi, vi har været meget omhyggelig i forberedelsesfasen. Her skal man give sig den nødvendige tid og gøre sig meget klart, hvad man vil have. Jeg er meget taknemmelig for det samarbejde vi har haft med partnerne i projektet, forklarer direktøren for Aalborg Forsyning.

Borgmester roser

Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S) sørgede for at klippe den røde snor med partifælle Rosa Sulaiman, inden de mange fremmødte kunne sætte sig i lagerhallen og nyde helstegt pattegris og flødekartofler.

- Det, at vi i dag kan overholde tidsplan og budget, det er jo ikke altid, det kan lade sig gøre, men det er også en stor ros til jer, der har været med til at gøre det muligt, lød det fra Lasse Frimand Jensen i åbningstalen.

Det tror jeg simpelthen ikke på, det må jeg ærligt tilstå.

Bente Bach Jensen, Aalborg

Den socialdemokratiske borgmester var selv med til at sætte gang i processen, da han i sin tid sad som formand for Aalborg Forsyning, og der er særligt én læring, som han vil tage med fra processen.

- Herude havde man ansat en byggeleder internt i Forsyningen, det er måske noget af det, vi kigger på, men jeg kender nu flere indvielser, jeg har været til, hvor man har overholdt budget og tidsplaner, påpeger han.

Regner du med, at I kan lære af det i Aalborg Kommune, så senere projekter overholder budget og tidsplan?

- Det skal vi. Vi lærer altid af Aalborg Forsyning, og de lærer af os i Aalborg Kommune. Lige nu har vi et stort skolebyggeri på Stigsborg, hvor mine egne tre børn skal ned og gå, og lige nu ser det ud til, at vi både overholder budget og tidsplan.

Borgerne er ikke overbevist

Helt samme overbevisning var der dog ikke fra aalborgenserne.

- Det har man lov at håbe på, man må krydse fingre, siger Kenneth Timmermann.

- Det tror jeg simpelthen ikke på, det må jeg ærligt tilstå. Jeg har selv været i det offentlige i mange år, så jeg kender godt systemet og deres tidsplaner, pointerer Bente Bach Jensen.


Ekspert roser havne-beslutning: Derfor er det klogt

Professoren påpeger, at det er fornuftigt i forhold til det der er sket andre steder.

Det blev slået stort op, da Hirtshals Havn i 2020 løftede sløret for storstilede planer om at udvide havnen for intet mindre end en milliard kroner.

Men tidligere tirsdag meddelte man, at havnen nu har droppet projektet under hensyntagen til 'økonomisk ansvarlighed'.

Et træk som Niels Dechow, der er professor i økonomi på Aalborg Universitet kalder fornuftigt.

- Jeg synes egentlig, i forhold til det som der er sket andre steder, at det alt andet lige er en fornuftig strategi, men det er selvfølgelig udtalt på baggrund af det, der er blevet meldt ud i dag, konstaterer han.

Nogen har tænkt sig om

I stedet for at lave en milliarddyr havneudvidelse på en gang, skal byggeriet deles op i etaper i en såkaldt 'Hirtshals-model', hvor udvidelsen sker i væsentligt langsommere tempo, fordi bestyrelsen ønsker, udvidelsen sker på forsvarlig vis.

- Jeg ser det sådan, at der er nogen, der har tænkt sig om, i forhold til at sige; 'Måske skal vi ikke tro, at det er et ubegrænset vækstlokomotiv, sådan en havn.'

- Det kan det godt blive, men det er ikke noget, som sker over natten, og på baggrund af én kæmpe investering. Derfor synes jeg, at det er smart, at man siger; 'Hvad er vores reelle optioner?', og at man i stedet laver én investering, og så ser, hvad der sker, og hvad man derefter kan magte, påpeger Niels Dechow.


Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Mange af Henning Jensens gamle holdkammerater fra tiden i Nørresundby var med til bogreceptionen i klubhuset i Nørresundby Boldklub.

Kongen af Spanien var fan af Henning Jensen fra Nørresundby. 

Han var en almindelig knægt fra 'skansen'  i Nørresundby, men blev mange Spanieres store fodboldhelt, da han spillede i kongeklubben Real Madrid tilbage i 1976. Selv den daværende Kong Juan Carlos måtte for alt i verden hilse på Henning fra Nørresundby. 

- Lige inden kampen starter, så kommer kongen ind på stadion. Han sidder i præsident logen, som ligger lige ved siden af Old Players Lounge. Da han så kommer gående ind, kigger han lige ind i lokalet, hvor vi sidder, og så får han øje på, Henning Jensen, som sidder lidt med ryggen til. Og Juan Carlos, han prøver ligesom at få øjenkontakt med ham, for han kunne særdeles godt huske Henning Jensen. Så han kravler hen foran vinduet og banker på, og så får han øjenkontakt med Henning, men Henning Jensen er bare sådan, nå, goddag, goddag. Så vinker han lige ud til ham, og så fortsætter han snakken med sin makker der, fortæller Lars Bech.

Han var i flere år marketingsdirektør i Nørresundby Boldklub, og han var sammen med fire andre ledere i klubben inviteret på tur til Madrid for at overvære storkampen mellem Real Madrid og FC Barcelona lang tid efter Henning Jensen var stoppet i klubben.

Her kan du høre historien om kongen og Henning Jensen:

Ny bog om Henning Jensen

Den historier er blot en af mange i den nye bog “Henning Jensen Helt i Hvidt”, der udkom i dag - onsdag. Bogen er skrevet af den tidligere journalist på Tipsbladet Niels Idskov.

- Jeg har skrevet en bog om Henning Jensen, fordi jeg ikke kunne lade være. Han har altid været mit store idol, og jeg fik jo tanken et års tid efter, at han døde, tror jeg. Det var en af de største spillere i dansk fodbold overhovedet, og jeg synes, der manglede en bog om Henning, så jeg var nødt til at lave den, konstaterer forfatteren.

Mange af Henning Jensens gamle holdkammerater fra tiden i Nørresundby var med til bogreceptionen i klubhuset i Nørresundby Boldklub.

Heriblandt var også barndomsvennen Poul Erik Andreassen, som har bidraget med masser af historier fra drengeårene, hvor de to knægte spillede fodbold sammen.  

Børnene har været med i processen

Men også Henning Jensens to børn var med, Michael Jensen og søsteren Susanne Jensen, der stadig er bosiddende i Spanien.

-  Det har været en vildt spændende rejse at være med på, fordi Niels har været god til at have mig og Michael med ind over det hele. Så det har været spændende at være med til, konstaterer Susanne Jensen.

Hun var blandt andet på tur sammen med Niels Idskov for at indsamle gamle anekdoter.

- Han ringede til mig og spurgte, om jeg havde nogle kontakter i Madrid, hvortil jeg sagde, at jeg gerne ville med. Og så kom vi ind på selve Real Madrid's træningsanlæg, hvor Isidoro San Jose, som er en af min fars bedste venner, og som jeg har meget kontakt med, kunne fortælle en masse anekdoter. Og jeg havde min søn med, så han hørte også noget nyt om sin morfar.

Bogen om Henning Jensen 'Helt i Hvidt' udkommer på forlaget Turbine og er på 262 sider med illustrationer fra Henning Jensens karriere.


70 procent af de lokale medarbejdere fyret til fordel for storby-skraldemænd

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

10 ud af 14 skraldemænd fra Mariagerfjord Kommune er blevet fyret, efter den lokale afdeling i Hadsund er lukket ned.

Der tikkede en sms ind på telefonen. Men det tog de ikke så tungt. Alle skulle møde ind til en individuel samtale.

- Det kunne være alt muligt, siger Ole Dalgård, der indtil for nylig, var skraldemand i Mariagerfjord Kommune.

Men efter første mand havde været til møde, kom den chokerende nyhed: Alle var fyret.

- Vi er enormt kede af det. Mange har kørt i Mariagerfjord Kommune i over 10 år, og jeg personligt er kommet godt ind på turen, og har lært ruten og området at kende, sige Ole Dalgård, der har været skraldemand i Mariagerfjord siden januar.

Ole Dalgård var glad for at være skraldemand i Mariagerfjord Kommune. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Gav ham lastbilkørekort

Han kommer oprindeligt fra restaurationsbranchen, men ville gerne prøve noget nyt efter endt barsel med sin datter.

- Jeg kan godt lide at komme ud og få frisk luft, noget motion og nogle skridt ind på kontoen. Og så hjælper det også, at jeg har det sjovt med den her lidt uformelle tone blandt kollegaer.

Ole Dalgård prøvede jobbet som skraldemand af i Mariagerfjord Kommune, og efter kort tid blev han fastansat af renovationsfirmaet Meldgaard, som også gav ham et lastbilkørekort.

- Det undrer mig, at jeg er blevet fyret nu, når de så sent som i vinters satsede på mig og gav mig et stort kørekort, påpeger Ole Dalgård.

Tømrer fra Aalborg

Fra starten af oktober var det altså slut.

10 ud af 14 skraldemænd fra renovations-teamet i Mariagerfjord er blevet fyret, fordi firmaet Meldgaard Miljø, som de arbejdede for, har valgt at lukke den lokale afdeling i Hadsund, og i stedet få skraldemænd fra virksomhedens afdeling i Aalborg, til at køre ruterne.

Ingen af de fyrede medarbejdere er blevet spurgt, om de ville flytte med til Aalborg og køre ud på ruterne derfra.

- Hvorfor vælger man ikke at give os gamle chauffører, der har lokalt kendskab, og som er lokale, muligheden for at rykke med til Aalborg. Det forstår jeg ikke, konstaterer Ole Dalgård.

3F Mariagerfjord kalder fyringerne uberettigede. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

3F: Uberettiget

Det samme gør sig gældende for 3F Mariagerfjord, som heller ikke forstår beslutningen, og som kalder fyringerne for uberettigede.

- Arbejdsopgaven består stadig, der er ikke tale om en virksomhed, der har flyttet produktionen til udlandet. Den er ikke flyttet væk. Så derfor undrer det os meget, at man ikke har tilbudt og spurgt personalet, om de vil flytte med til Aalborg og køre ud derfra, siger Susanne Rüsz Wyrtz, der er daglig sekretær i 3F Mariagerfjord.

3F har indkaldt Meldgaard til et møde torsdag, hvor de håber på at blive klogere på beslutningen.

Men har I ikke tillid til, at virksomheden har truffet den beslutning, der giver bedst mening for dem?

- Jo, men jeg stiller mig stadig undrende over for måden, de har gjort det på, siger Susanne Rüsz Wyrtz.

Susanne Rüsz Wyrtz; Faglig sekretær i 3F Mariagerfjord, har indkaldt Meldgaard til en samtale torsdag. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Aldrig set før

Ifølge 3F Mariagerfjord, er en lignende sag ikke set før i branchen. Og tilbage står en række skraldemænd fra Mariagerfjord, der var glade for den gamle afdeling.

Ifølge Ole Dalgård, havde afdelingen i Hadsund det bedste kollegiale sammenhold, han nogensinde har oplevet i sit arbejdsliv.

- Her er nogle medarbejdere, der er lydhøre over for de problemstillinger, man kan have derhjemme - og på arbejdet. Derfor ser jeg mine daværende kollegaere, ikke bare som kollegaer, men faktisk også som venner. Og tænk at starte i januar, og få så tæt en relation til de skraldemænd, der var, det kommer jeg til at savne, siger Ole Dalgård, der igen er ude på vejen som skraldemand i en ny kommune.

Men han stiller gerne op og fortæller om oplevelsen, fordi han mener, der er en værdi i, at et område har lokale skraldemænd med lokalt kendskab.

- Man vælger at indsætte et helt nyt hold, der ikke har erfaring med kommunen. Den længste medarbejder har været i kommunen i 17 år, og været deres skraldemand, det, synes jeg faktisk, er noget svineri, siger Ole Dalgård.

Men fyringerne skyldes omstruktureringer, har du ikke tillid til, at virksomheden har gjort det, de selv mener, er det bedste?

- Jeg mener ikke, man kan kalde det for en omstrukturering, når man vælger at fyre uberettiget, og at man ikke tilbyder de gamle chauffører at flytte med til den nye afdeling, for det ved jeg, at flere ville have været lydhøre over for, inklusiv mig selv, siger Ole Dalgård.

Ole Dalgård bor selv i Mariagerfjord Kommune, som mange af de andre fyrede skraldemænd. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Skraldemand: Hvorfor?

Otte af de 10 fyrede skraldemænd har fået nye jobs igen. Men selvom Ole Dalgård har fået nyt job, så påvirker oplevelsen ham stadig.

- Jeg har brugt lang tid på at tænke på, hvorfor, siger han.

TV2 Nord har prøvet at få en kommentar fra Meldgaard Miljø.

Ifølge Freddy Fogh Sørensen, der er afdelingschef i dagrenovation hos Meldgaard, vil virksomheden ikke udtale sig om sagen før mødet med 3F torsdag, da der er tale om personalesager. Meldgaard har tidligere haft dagrenovationen i Aalborg Kommune, men har sidst tabt udbuddet.