Nordjysk ultraløber bruger alternativ træningsmetode forud for glohedt vanvidsløb
Stine Rex løber og træner i varmerum og sauna for at træne op til vildt ultramarathon.
I teknikrummet under Nørresundby Badeland er temperaturen omkring de 40 grader. Her træner ultraløber Stine Rex hver dag i 45 minutter.
- Så siger jeg hele tiden til mig selv: "Det er ikke varmt Stine. Det er ikke varmt. Du kan sagtens klare det". Jeg prøver sådan at psyke mig selv til, at det her ikke er så slemt. Sved er sundt, griner Stine Rex, mens hun løber derudaf med 11 kilometer i timen på løbebåndet i den varme kælder.
Stine Rex har som den første danske kvinde nogensinde kvalificeret sig Badwater Ultramarathon i Death Valley i USA. Løbet er kendt som verdens hårdeste ultramarathon. 217 kilometer, dagstemperaturer på 50 grader, og så lige en stigning op til 2500 højdemeter til sidst.
- Jeg har kvalificeret mig, som den første danske kvinde til at løbe det her løb. Når man får sådan en kæmpe ære, så bliver man da nødt til det. Så må jeg bare lære at vænne mig til varmen, siger Stine Rex, da TV2 Nord besøger hende i Nørresundby Badeland, hvor ultraløberen varmetræner dagligt.
Føler sig som Rocky
Den daglige træning gennem tre måneder i det varme teknikrum skal lære Stine Rex at svede. Ultraløberen har før haft problemer med varmen, og derfor skal hendes krop ganske enkelt lære at svede en hel masse.
- Indvendigt, der tænker jeg. "Godt Stine, du er pisse sej", og så har jeg lidt følelsen af at være Rocky, der ikke har mange af alle de her hjælpemidler. Jeg ved, at mange af mine konkurrenter er taget til Dubai eller Kenya for at tilvende sig varmen. I stedet løber jeg i Skansens kælder på et løbebånd, så jeg føler mig lidt sej, fortæller Stine Rex.
Efter 45 minutters løb i 40 grader i kælderen fortsætter træningen i en sauna. Her laver Stine Rex blandt andet englehop og styrkeøvelser med et såkaldt mavehjul.
- Det gør jeg for at presse mig selv til det ypperste. Herinde er der 80 grader, og jeg synes, at noget af det hårdeste er at bruge hjulet. Så jeg tænkte hjul og sauna "hold kæft det må være hårdt", og det er det, påpeger Stine Rex, mens sveden løber ned ad hende.
På mandag flyver Stine Rex til USA og Death Valley. Hovedmålet er at gennemføre som den første danske kvinde nogensinde.