Nordjysk samarbejde sender 'hjertevarme' til Ukraine
Foto: Kim Frost
Sidste år sendt de 10 varmeovne afsted til Ukraine. I år er der tale om mange, mange flere.
Vintrene i Ukraine var i forvejen kolde, men under krigen har Rusland igen og igen ødelagt ukrainsk infrastruktur og efterladt utallige mennesker uden varme.
Det ville den nordjyske Aalborg Nørresundby Rotaryklub og Aars Rotaryklub ikke acceptere, og de humanitære organisationer startede derfor sidste år et samarbejde med Tech College Aars og Vittus Bernlow fra Dansk-Ukrainsk forening.
- Der blev sendt 10 styks varmeovne afsted til Ukraine. Små ovne de kunne bruge til både opvarmning og madlavning, lyder det fra Aalborg Nørresundby Rotaryklub i en pressemeddelelse.
Siden har de 'fyret op' for ambitionerne og kræfterne bag projektet.
Det er 'hjertevarme'
Det stærke, nordjyske samarbejde har i år 175 varmeovne klar til borgerne i den bidende, ukrainske kulde.
- Det er lykkes os at mobilisere en fælles indsats blandt rotary-klubberne, og det har betydet, at vi nu kan sende så mange varmeovne afsted. De første er klar allerede inden jul, fortæller de.
I alt bruger samarbejdspartnerne omkring 120.000 kroner på at producere de varmeovne, som de kalder 'hjertevarme' til ukrainerne.
Eleverne investeres
Produktionen af varmeovne sker på Tamu i Nørresundby, hvor eleverne bidrager og oplever, hvordan det er at være en del af den humanitære indsats.
- Og så bliver det efterfølgende leveret til Ukraine gennem 'Bevar Ukraine', der har stor erfaring med kørsel og modtageområder, lyder det fra Kim Frost Nielsen, præsident for Aalborg Nørresundby Rotaryklub.