Eftersøgning fortsætter med uformindsket styrke - heste sat ind
Nordjyllands Politi har nu sat to heste ind i eftersøgningen af den forsvundne skagbo, Peter Niemann Madsen, der ikke er set siden lørdag klokken 15, fortæller TV2 Nords reporter i Skagen.
De to heste bliver brugt til at lede i et skovområde syd for byen. Også organisationen Missing People hjælper til med at lede efter den 89-årige, der cyklede hjemmefra lørdag klokken 10 på sin blå KIldemoes cykel.
Han blev efterfølgende spottet på Ålbækvej ved Hulsigstien klokken 15 lørdag, men er ikke set siden.
I forbindelse med eftersøgningen beder Nordjyllands Politi borgere og beboere i området kigge efter Peter i haver, skure, hække og på veje og stier. Samme opfordring gælder områdets sommerhusejere, der har mulighed for det. Politiet beder også folk om at kigge efter den blå Kildemoes cykel, Peter Ingemann Madsen cyklede hjemmefra på.
Lige nu er politiet i gang med at lede med droner hunde og derfor beder de offentligheden holde sig væk fra grønne områder for ikke at ødelægge spor, der kan hjælpe i eftersøgningen.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4.
Signalement
Peter Niemann Madsen beskrives som 89 år gammel, 170-175 centimeter høj og slank af bygning. Han var iført en grøn jakke og cowboybukser, da han cyklede hjemmefra.