Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjysk kunstværk trak overskrifter verden over: Forsvundne penge skal snart afleveres

Foto: Morten Germund / Ritzau Scanpix

Kunstneren Jens Haaning har til på søndag til at aflevere 534.000 kroner til museet Kunsten i Aalborg. Han ses her i et af sine tidligere værker.

Søndag er dagen, hvor det vil vise sig, om kunstneren Jens Haaning i virkeligheden er en tyv gemt i en kunstners klæder. Det er nemlig dagen, hvor han har aftalt med museet, at han skal aflevere de lånte 534.000 kroner.

Kunstværket 'Take the money and run' trak nationale og internationale overskrifter, da kunstneren Jens Haaning lånte 534.000 kr. af museet Kunsten i Aalborg. På søndag er dagen, hvor han skal aflevere pengene tilbage. 

To billedrammer uden penge

I stedet for to billedrammer fyldt med pengesedler, er billederammerne, som fortsat hænger på museet Kunsten i Aalborg, tomme.

Aftalen var, at to billedrammer skulle være fyldt med fysiske pengesedler, der skulle være med til at symbolisere en dansk og østrigsk årsindkomst. I stedet overraskede kunstneren museet med to tomme rammer med navnet 'Take the money and run' - Tag pengene og løb.

Titlen illustrerer ret godt, hvad der er sket, for løbet med pengene er han, og om museet får pengene tilbage, vil vise sig på søndag.

Man kan se udstillingen 'Run with the money' på museet Kunsten i Aalborg til den 14. januar, hvor udstillingen slutter. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvorfor værket er blevet hængt til udstilling på kunstmuseet i Aalborg, har direktør for Kunsten Lasse Andersson en klar holdning til.

Han har tidligere udtalt til TV2 Nord, at den tomme ramme ér et værk, og at selvom Jens Haaning ikke har givet dem det værk, de regnede med, så er det stadig et interessant værk.

TV2 Nord har prøvet at få en udtalelse fra Jens Haaning, men han vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere yderligere på sagen.

En plads i danmarkshistorien

Kunstkritikeren og Berlingskes kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh mener, at kunstnerens værk sagtens kan komme til at blive husket længe og dermed også få en værdig plads i den danske kunsthistorie. Hun mener desuden også, at der er mulighed for, at kunstværket kan komme til at få en større værdi, end de "stjålne" penge har.

- Det er jo lykkedes for Haaning at skabe debat. Han har fået en kæmpe stor bevågenhed, der er af meget større betydning, end hvis han bare havde gengivet det værk, de aftalte. Det har tilvejebragt en helt særlig begivenhed, som har rakt langt ud over det konkrete værk og selve udstillingen. PR-værdien er måske meget mere end de 550.000 kroner værd for begge parter, siger hun.

Hun oplever, at værket fortsat er i udvikling. Om udviklingen fortsætter afgøres af, hvad der sker på søndag.

- Haaning kan vælge at arbejde videre på sit konceptuelle værk ved ikke at aflevere pengene, i så fald politianmelder museet ham jo højst sandsynligt, og sagen og kunsten vil derfor stadig have liv. Afleverer han pengene tilbage helt konkret, bliver der sat et slags punktum for kunstværket, siger Birgitte Ellemann Höegh.

En del af værket

Kunstneren Jens Haaning har før udtalt til DR, at han ikke har til henseende at aflevere pengene tilbage igen, og at kontraktbruddet, som han kalder det og ikke tyveri, er en del af kunstværket.

Det skal nemlig ifølge ham selv forestille at være en protest imod de aflønningsforhold som museet tilbød.

Ikke et mediestunt

Det har før været på tale, om museet har indgået en aftale med kunstneren, og alt det her bare er et show for at få mere medieomtale. Det har Lasse Andersson tidligere afvist over for TV2. Han siger:

- Det gør vi på ingen måde. Det er magtpåliggende for mig at gøre det tydeligt. Som museum skaber vi rum for kunstnere. Det er deres valg, hvis de skaber et stykke fiktion af virkeligheden, siger Lasse Andersson.

Tyv eller kunstner?

Om Jens Haaning er en sand kunstner, som har benyttet sig af kreativiteten til at skabe et historiske kunstværk, er der delte holdninger til, men for kunstkritikeren Birgitte Ellemann Höegh, er Jens Haanings titel som kunstner fuldt berettiget.

- Jens Haaning er en allerede en eksisterende og anerkendt kunstner, og det er jo på den baggrund, at Kunsten i Aalborg har inviteret ham ind. Så at han videreudvikler sit værk, devaluerer ham ikke som kunstner i mine øjne. Desuden valgte Kunsten i Aalborg at hænge hans ”dematerialiserede” værk op i deres udstilling, og det indikerer, at også de fortsat opfatter Hanning som en betydelig kunstner, og at hans værk har en vis kvalitet, siger hun.

Hvad konsekvenserne for kunstneren helt konkret er, hvis han vælger ikke at aflevere pengene tilbage, står på nuværende tidspunkt uklart.

Direktøren for Kunsten, Lasse Andersson, har dog før udtalt til TV 2, at museet bliver nødt til at tage sagen videre, hvis de ikke får pengene igen.

- Jeg tøvede til at starte med. Vi har jo en kontrakt med Jens, og jeg vil ikke eskalere situationen yderligere. Men hvis ikke vi får pengene tilbage, når kontrakten foreskriver det, så bliver vi nødt til at tage nogle foranstaltninger. Det er jo vores penge, siger han til TV 2.


Skal der bygges nyt i Birkelse? Lokalplan er sendt til høring

Arkivfoto

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune forsøger med den nye plan at anlægge to nye byggegrunde.

Tranumvej, Gl. Landevej og Bindeleddet i Birkelse. Imellem de tre velkendte veje i Birkelse ligger lokalplanområdet, der nu skal erstattes af den nye plan.

- Formålet er at opdatere plangrundlaget i området og give mulighed for nye byggegrunde ved Skolevangen, skriver Kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Kommunalbestyrelsen, Jammerbugt Kommune

Der er angiveligt taget hensyn til, at områdets karakteristika bevares - og nu skal den altså så til høring i de næste otte uger.

Har du en holdning til den nye lokalplan? Du kan afgive dit høringssvar på kommunens hjemmeside.


Nordjyllands Politi advarer: Kør forsigtigt

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivfoto

Vinterkulden har for alvor lagt sig over det nordjyske landskab - og selvom det endnu ikke har givet anledning til uheld natten til i dag, så advarer politiet alligevel morgen trafikanterne.

- Der er blevet saltet i hele kredsen i løbet af natten. Kør forsigtigt i morgentrafikken, det kan stadig være glat, skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Fredag morgen står temperaturen på -6 grader, så det handler også om at få både vanter, hue og halsedisser på, hvis du bevæger dig ud på cykel.

Er du nysgerrig på vejret? Spørg Solvej Vindblæs, hvordan det står til ved dig.

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Nordjyske faglærere hyldet med prestigefyldt pris

Foto: TechCollege Aalborg

De to faglærere har vundet prisen for deres arbejde med en helt ny målgruppe på Techcollege i Aalborg.

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Byggeriets faglærerpris

Byggeriets Faglærerpris uddeles i et samarbejde mellem Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben.

En dygtig lærer kan skabe begejstring for faget, tænde gnisten i elevernes øjne og i sidste ende sikre eksamensbeviset. Alligevel er faglærerne ofte en overset gruppe i samfundet.

Derfor hylder Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet den inspirerende byggefaglærer/lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis motiverer, bakker op om og løfter de unge til at blive dygtige håndværkere. Prisen er siden 2022 blevet uddelt til byggeriets store prisfest Building Awards.

EUD 8/9 er et tilbud til skoletrætte elever, der kan bytte en del af den klassiske tavleundervisning i folkeskolen ud med tre dage med almindelige skolefag og to dage i værkstederne. Formålet med både den faglige og den praktiske undervisning er med henblik på at afslutte 9. klasse eksamen.

I et opslag på LinkedIn skriver Techcollege, at prisen er en anerkendelse og et skulderklap, der viser, at de to faglærere har ramt rigtigt i forhold til indsatsen med EUD 8/9.

Det er ikke første gang, at hæderen går til Aalborg Tech College. I 2021 vandt teamet bag grundforløb 1 på Techcollege Aalborg samme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag.


Her gennemfører 100 procent af de ordblinde elever gymnasiet

Foto: Hjørring Gymnasium

Læsevejleder Marie Lund hjælper ordblinde elever med at gøre brugen af hjælpeprogrammer til en vane.

På Hjørring Gymnasium er ordblinde elever stillet ligeså godt som deres klassekammerater, der ikke har læse og skrivevanskeligheder.

- Med hjælpemidlerne går det så godt, at der lige nu på Hjørring Gymnasium er en gennemførelsesprocent på 100 for de ordblinde elever.

Sådan lyder det fra Vibe Skibdal Schmidt, der er uddannelseschef på Hjørring Gymnasium.

På Hjørring Gymnasium kommer alle eleverne efter studiestart nemlig igennem en screeningsproces for at undersøge, om de har udfordringer, når det kommer til at læse.

Det er med til at fange de elever, der har ordblindevanskeligheder, og efterfølgende kan gymnasiet sætte ind med at søge støtte til den ordblinde elev.

- Der er en gammel fordom om, at ordblindhed og intelligens hænger sammen, og det er bestemt ikke tilfældet. Der er ofte tale om meget motiverede og flittige elever med en stor arbejdshukommelse og en stærk arbejdsmoral, siger læsevejleder Marie Lund og fortsætter:

- Eleverne med ordblindevanskeligheder kommer ikke sovende til det, men når de starter her på gymnasiet, ved vi, at de allerede har den disciplin og motivation, der skal til.

Styrker elevernes læseevner

Men det er ikke kun de elever, der er ordblinde, som nyder godt af screeningen. Den opfanger nemlig også elever, der har læsevanskeligheder.

For de elever, hvor det er relevant, tilbydes der efterfølgende læse- og skrivekurser hos gymnasiets to læsevejledere.

- Mange unge mennesker har en nedsat læsehastighed. Vi træner læsehastigheden på læsekurser med de elever, som er screenet til at have en lav læsehastighed. Eleverne bliver interesserede, fordi de ret hurtigt opdager, at de bliver hurtigere til at læse ved at øve sig. Så 'læse, læse, læse' siger vi. Resultatet er heldigvis, at 'læse-musklen' vokser. Eleverne kommer til at læse hurtigere, og heldigvis stiger deres forståelse af tekstens indhold også, siger læsevejleder Dorthe Bukholdt.


Har bokset knap 300 kampe: Nu kommer nordjydes professionelle debut

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Frederik Lundgaard Jensen har debut som professionel bokser 29. november.

28-årig nordjyde debuterer til Danish Fight Night.

Når Danish Fight Night løber af stablen 29. november, er der i hvert fald en bokser, der uanset udfaldet får sig en mindeværdig aften.

Her debuterer den nordjyske fjervægtsbokser Frederik Lundgaard Jensen nemlig som professionel i Stald Palle.

Det skriver Danish Fight Nigt i en pressemeddelelse.

Og det er en bokser med et alenlagt CV.

For den 28-årige nordjyde, der oprindeligt kommer fra Pandrup, har bokset intet mindre end 280 kampe som amatør, og har vundet 13 DM-titler herunder 10 danske mesterskaber som elitebokser i voksenrækkerne.

Se interview med Frederik Lundgaard Jensen her.

Erfaren amatør

Han har desuden vundet guld ved de nordiske mesterskaber otte gange i tre forskellige vægtklasser og har deltaget flere gange i VM og EM.

I 2020 gik han to vægtklasser op og mødte sin landsholdkollega Nikolai Terteryan i en DM-finale, der i foromtalen blev kaldt årtiets boksekamp. Frederik Lundgaard Jensen vandt efter en meget tæt og spændende kamp.

OL-drømmen har desværre glippet i afgørende sekvenser, blandt andet på grund af en øjenskade og coronapandemien, men det har ikke slukket Frederiks ambitioner. Tværtimod er han klar til at jagte nye mål som professionel bokser.

- Jeg vil naturligvis gerne bokse mod de allerbedste og prøve at konkurrere på allerhøjeste niveau, ligesom jeg gjorde som amatør. Det ultimative mål er selvfølgelig at bliver verdensmester. Forhåbentligt kan jeg en dag få chancen for at bokse mod de allerbedste, men det gælder i første omgang om at bokse godt, få solgt mig selv, og vinde mine kampe. Jeg skal i første omgang omstille mig til at bokse flere omgange, siger Frederik Lundgaard Jensen.

I sin første kamp som professionel skal nordjyden bokse mod Alexandr Polinchevici fra Moldova.

Frederik Lundgaard Jensen

  • Født: 17. december 1995. Opvokset i Hune i Nordjylland.

  • Nuværende hjemby: Nørresundby

  • Højde: 180 cm.

  • Kampvægt: Ca. 57 kilo (fjervægt)

  • Klub: Pandrup Bokseklub

  • Træner: Brian Brix

  • Professionel debut: 29. november 2024 i Frederiksberg Hallerne

  • Amatørkarriere: 280 kampe. DM-guld 13 gange heraf 10 gange dansk mester som elitebokser i voksenrækkerne samt 8 gange nordisk mester i tre forskellige vægtklasser. 12 gange jysk mester. 1 gang sjællandsk mester. VM- og EM-deltagelse (5. plads ved EM i 2015 og 2022).

  • Guld i flere store internationale turneringer herunder GeeBee Tournament i Finland og Boxam i Spanien. Bronze ved EU-mesterskaberne i 2015 m.m.