Tiltale: 27-årig voldtog 60-årig kvinde i Brønderslev
Der gik flere uger før det lykkedes politiet at komme på sporet af gerningsmanden bag en voldtægt i Brønderslev. Nu skal sagen for retten.
En 27-årig mand skal torsdag møde i retten i Hjørring. Her vil han blive tiltalt for at være den mand, som i slutningen af august sidste år overfaldt og voldtog en 60-årig kvinde i en baghave i Brønderslev.
Overgrebet fandt sted ved 01-tiden 29. august. Den 60-årige kvinden kom gående på Algade på vej mod sit hjem, da den 27-årige ifølge anklageskriftet dukkede op og tog fat i kvinden, hvorefter han trak hende ind i en baghave.
Det fremgår af anklageskriftet, at kvinden satte sig til modværge, sagde nej og forsøgte at slippe fri, men manden tvang hende til sidst ned på græsset, hvor han gennemførte voldtægten af hende, selvom hun kæmpede imod.
Flere uger om at finde gerningsmand
Kvinden alarmerede selv politiet efterfølgende, men gerningsmanden var over alle bjerge, og der skulle gå flere uger, før politiet kom på sporet af ham.
Det skete mandag 20. september, da politiet som led i efterforskningen valgte at offentliggøre noget billedmateriale af den formodede gerningsmand. På billederne ser man ham komme cyklende i Brønderslevs gader, og det gav straks bid.
Politiet fik samme dag et stort antal henvendelser fra folk i Brønderslev, og de pegede klart i retning af den 27-årige mand, som blev anholdt samme aften og varetægtsfængslet næste dag.
Ifølge de oplysninger, der kom frem i forbindelse med anholdelsen, reagerede mange borgere på efterlysningen af ham, fordi han tilsyneladende var kendt for at skabe utryghed i midtbyen med sin adfærd.
Krænkelser af mindreårige
Udover voldtægten omfatter sagen også to tilfælde af krænkelser af en ung pige, der er under 18 år. Også de to sager er foregået i Brønderslev, henholdsvis 16. og 19. september sidste år – altså få dage før han blev anholdt og sigtet for voldtægten.
16. september 22.45 passede han ifølge anklageskriftet pigen op og befølte hende på halsen og det ene bryst, mens han holdt hende fast. Tre dage senere en aften ved 21-21.30 tiden passede han ifølge anklagen samme unge pige op igen og hev hende ind i en indkørsel, hvor han pressede hende op ad en mur og kyssede hende flere gange på halsen.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan han forholder sig til anklagerne, men han nægtede sig skyldig i voldtægten, da han i sin tid blev varetægtsfængslet.