Dildoer, dans og dunkende rytmer: Nordeuropas største karneval har 40-års jubilæum
Foto: Aalborg Stadsarkiv
En flaske Gammel Dansk åbnes ved karnevalet i 1985.
I fire årtier har Aalborg haft karneval i maj. Det startede som et festligt indfald hos en gruppe venner og er i dag en kæmpe folkefest. Se karnevalets udvikling gennem årene her.
Pirater, engle, superhelte og matroser. Der er ingen grænser for, hvad man kan være i Aalborg den sidste lørdag i maj.
Sådan har det været lige siden det første karneval fandt sted i 1983.
Der var lidt mere græsrod over det i starten
Bente Jensen, Aalborg Stadsarkiv
Det begyndte med en vild idé fra en gruppe aalborgensiske venner, der havde været til karneval i København i 1982. Det mangler Aalborg, tænkte de, og så var der ikke langt fra idé til handling. Heldigvis var resten af byen enige - i hvert fald blev første karneval en succes:
- Vi kan li' det. Her er omsider noget, vi alle kan samles om, lød det blandt andet fra familien Thestrup i Aalborg Stiftidende dengang. Her var fire generationer taget med til afholdelsen af første karneval.
AALBORG KARNEVALS TEMAER
Fra 1993 blev karnevalet afholdt under et nyt tema hvert år. Her er de alle:
2020 Når jeg bliver stor…
2019 De fire årstider
2018 Til land, til vands og i luften
2017 Verden er fuld af…
2016 Der var engang…
2015 Tabu
2014 Tidens trend
2013 Engle og Dæmoner
2012 Verden på hovedet
2011 Sexzoologisk Have
2010 Mars & Venus
2009 La Dolce Vita – Det Søde Liv
2008 Magi I Luften
2007 Maskerade
2006 Eksotisk – Erotisk
2005 Hyrdinden & Skorstensfejeren
2004 Atlantis
2003 Trends, Trans & Traditioner
2002 Spejling
2001 Tro, Håb & Ærlighed
2000 Mod Nye Horisonter
1999 Hvor Regnbuen Ender
1998 Vort Moderlige Hav
1997 Satire & Satyrer
1996 Østen For Solen & Vesten For Månen
1995 Frugtbarhed & Farver
1994 Norden i 1000 År
1993 Maske, Myte & Musik
Kilde: Aalborg Karneval
Karnevallet begyndte som en stor fest på Nytorv i midten af Aalborg, men er siden vokset, så det nu foregår over to uger med en international parade, et børnekarneval og det store Aalborg Karneval.
Til børnekarnevallet i 1990 var det ikke helt let at få de små i tale:
Temaer spænder bredt
Hvert år er der et tema for årets karneval, og temaerne har gennem tiden været vidt forskellige.
I år er temaet ”Når jeg bliver stor”, men tidligere har der blandt andet været temaet ”Engle og Dæmoner”, som du kan se et indslag fra herunder:
I 2011 var temaet ”Sexzoologisk Have”, og det førte til et noget anderledes reklamestunt fra et firma i Aalborg.
De valgte nemlig at dele gratis dildoer ud til folk i anledning af karnevalen, og det var ikke alle, der var helt med på dén idé:
- Det sender måske lidt et forkert signal, lød det fra en af de aalborgensere, TV2 Nord mødte på gaden op til karnevalet.
Se indslaget herunder:
Stor udvikling
Da Aalborg Karneval fejrede 30-års jubilæum, blev det markeret med en større fotoudstilling på Nordkraft.
Og her var det tydeligt for Bente Jensen, arkivar på Aalborg Stadsarkiv, hvor meget der er sket gennem årtierne:
- Jeg synes godt man kan se at folk i starten var lidt søgende over for den form at karnevallet har. Der er lidt mere græsrod over det. Og så kan man så se, at folk finder en eller anden form, når de har prøvet det nogle gange. Finder ud af at lave grupper, der har det samme tøj på.
Folkefest ovenpå pandemi
Og så er vi fremme til 2022, hvor karnevalet vender tilbage ovenpå corona. Derfor er forventningerne til karnevalsfesten 28. maj ekstra høje, når omkring 100.000 mennesker fylder Aalborgs gader.
- Det bliver jo en kæmpe forløsning. Det kan slet ikke beskrives. Jeg kommer nok til at stå deroppe og græde lidt af glæde den dag, lød det fra sekretariatsleder ved Aalborg Karneval, Sjaja Haddadi, da det stod klart, at karnevalet kunne afholdes igen ovenpå corona.
TV2 Nord sender live fra karnevalet lørdag på Salto, tv2nord.dk og Facebook klokken 10.00 til 13.00.
Hele livesendingen kan bagefter ses her på tv2nord.dk.