Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Niklas Landin til Aalborg Håndbold: - Jeg har det fantastisk, siger direktør

Endnu et skridt er taget for Aalborg Håndbold mod målet om at vinde Champions League, efter man har hentet verdens bedste håndboldspiller fra sommeren 2023.

Klokken 10 skrev Aalborg Håndbold på sin Facebook-side, at man klokken 11 ville afsløre en stor nyhed.

Klokken 11 stod det klart, at man kunne præsentere den nyligt kårede verdens bedste håndboldspiller, Niklas Landin, på en fireårig kontrakt gældende fra 1. juli 2023.

- Jeg har det fantastisk med det, siger direktør Jan Larsen, da TV2 Nords reporter fangede ham i Gigantium.

- Det er med stor stolthed, at vi kan tiltrække en spiller som Niklas Landin. Han passer perfekt ind i det projekt, vi har, og Niklas kunne heldigvis se mulighederne i at lave noget spændende med Aalborg Håndbold.

Købt fri

Niklas Landin havde egentlig kontrakt med THW Kiel frem til 2025, men er altså blevet købt fri fra den kontrakt.

- Der var en mulighed for, at Niklas kunne komme ud af sin kontrakt med Kiel, selvfølgelig mod at der blev betalt et beløb, siger Jan Larsen og tilføjer:

- Vi synes, at vi har lavet en god forretning.

Danmarks mest ikoniske spillere

Sidste uge var anden gang Niklas Landin blev kåret til verdens bedste mandlige håndboldspiller.

- Vi glæder os til, at han kan være med til at smide flere pokaler ind i vores skab, når han trækker i trøjen her, siger direktøren.

Men det er ikke kun Niklas Landin, som er blevet kåret til verdens bedste. Fra sommeren 2022 råder man også over Mikkel Hansen, som er kåret til det tre gange.

- Vi vil gerne være de bedste, og det betyder også, at vi skal tiltrække nogle af de bedste, siger Jan Larsen.

- Det er de to største ikoner i dansk håndbold, man kan finde, og nu skal de spille i Aalborg Håndbold - det er da ikke så ringe endda.

Alderen bekymrer ikke

Den helt store ambition hos Aalborg Håndbold er at vinde Champions League, og det er allerede fra i år, men også for de kommende år.

Selvom Niklas Landin har nået de 33 år, er Jan Larsen ikke bekymret over, om alderen begynde at trykke for verdensstjernen.

- Vi har nogle på vores hold, der er meget ældre, og de gør det helt fantastisk, siger han.

- De (Niklas Landin og Mikkel Hansen red.) skal nok holde i mange år - de har det rigtige drive, og de rigtige ambitioner for Aalborg Håndbold.

Vender hjem på grund af familiære årsager

Når målmanden skifter i sommeren 2023 til den nordjyske klub, er det først og fremmest familiære årsager, der gør, at han skifter klub. 

Rent teknisk kan det lade sig gøre på grund af en klausul.

- Vi vender hjem af ren og skær familiære årsager. Det er det, vi som familie synes, var det bedste, efter der har været lidt udfordringer her det seneste år, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.

- De var først og fremmest ikke glade for at høre det, men de var også meget forstående, fordi familien er en vigtig del for mig, men også for håndboldspillere generelt. Hvis familien ikke fungerer, fungerer man heller ikke som håndboldspiller.

Aalborg med det bedste tilbud

Niklas Landin fortæller til TV 2 SPORT, at der er flere danske klubber, der har henvendt sig igennem de seneste mange år for lige at have en føler ude.

Da problemerne så kom, blev det hele pludseligt en realitet.

- Aalborg kunne noget uden for banen, men også sportsligt inde på banen, som tiltalte os alle sammen, siger Landin.


Landsby skal skaffe en halv million for at vække købmandsbutik til live

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen.