Ni dage efter kæntring: Nu fjernes båd
For ni dage siden kæntrede en båd i Skudehavnen i Aalborg. Onsdag er den endelig blevet fjernet.
- Jeg synes, det er synd, at den ligger i vandet. Men jeg synes, det er mere synd for dem, der har båden.
Sådan lyder det fra Toni Jørgensen. Han er medejer af Aalborg Streetfood og i de sidste ni dage, har han haft udsyn til den kæntrede båd, som først onsdag blev fjernet.
Klokken 03.00 om natten d. 5. februar fik Nordjyllands Politi besked om, at en båd var kæntret. Senere måtte de rykke ud, fordi den lækkede diesel- og motorolie.
Nordjyllands Beredskab fik dengang styr på situationen, og båden har siden ventet på at blive fjernet.
Ejeren havde nemlig selv fået en entreprenør til at hjælpe med at få båden op.
Toni Jørgensen har gået og ventet på, at der skulle ske noget - både for ejeren og havnen.
-Jeg har hilst på dem, der har båden et par gange. De er nogle rigtig flinke mennesker, så jeg synes bare, at det er synd for dem, siger han og fortsætter:
- Det er godt, at den bliver hejst og der bliver gjort noget. Det ser måske heller ikke så pænt ud, at den ligger i havnen.