Nathalie har været syg med særlig kræftform i 14 år og har fået 186 behandlinger
Foto: Nathalie Rouqette
For Nathalie Rouquette er der ingen tvivl om, at hendes forløb også har været hårdt for familien.
Nathalie Rouquette har et helt særligt liv, men af anderledes årsager, end du og jeg måske har.
Det startede i 2011, da hun ventede sin datter, Nikita. Her oplevede hun flere gener, som lægerne dengang mente var forbundet med hendes graviditet. Men det var det ikke.
- Fem måneder efter fødslen gik jeg så til min egen læge, som konstaterer, at jeg har brystkræft, og at jeg har haft det, imens jeg var gravid, fortæller den i dag 50-årige mor til tre.
Tre måneder som rask
Efter et længere behandlingsforløb, som både inkluderede kemoterapi og en operation, hvor Nathalie Rouquette fik fjernet sit ene brys, blev hun endelig erklæret rask i december 2013.
- Tre måneder senere opdager jeg forandringer i min hud, hvor brystet havde været, og her kunne lægerne så fortælle mig, at det var kommet tilbage, fortæller Nathalie Rouquette.
Det viste sig at være brystkræften, der stadig havde et tag i hende, og det overraskede hende, fordi hun jo lige havde fået det ene bryst fjernet.
- Jeg havde aldrig hørt om, at det fandtes, så jeg blev meget forbavset, siger hun.
Brystkræft i huden
Meldingen fra lægerne blev efterfølgende, at brystkræften i huden var kronisk, og at hun godt kunne se ind i en fremtid med mange behandlinger.
- Jeg tænkte, at jeg jo klarede den første gang, så det skal jeg nok igen. Lægerne kan ikke holde mig rask, men indtil videre har de kunnet holde det på afstand, forklarer Nathalie Rouquette.
I år er hun på 186 behandlinger med den såkaldte 'Perjeta' kur og har været syg med kræft i 14 år.
- Jeg har rigtig meget at kæmpe for, og så er jeg heldig med mit sind. Så jeg lader det ikke slå mig ud.
Familien er det vigtigste
For Nathalie Rouquette er der ingen tvivl om, at hendes forløb også har været hårdt for familien, men de er efterhånden blevet vant til det alle sammen.
- To af mine unger har aldrig kendt til andet, end at 'mor skal til lægen'. Det har nok været sværest for min ældste, der var 13 år gammel, da vi fik beskeden, fortæller hun.
Selvom hendes hverdag er meget anderledes fra mange andres, så har Nathalie det heldigvis godt, og hun lever et liv, hvor alt hendes fokus er på hendes mand og deres børn.
- Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer, afslutter Nathalie Rouquette.