- Møllgaard er lige så stor en profil som Mikkel Hansen og Landin, siger landstræner
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
For første gang har Nikolaj Jacobsen udtaget et landshold til en slutrunde uden Mikkel Hansen og Niklas Landin.
Et håndboldlandshold uden Mikkel Hansen, Niklas Landin og Henrik Møllgaard?
Nej vel.
Sådan bliver det heller ikke i denne omgang.
For selvom koryfæerne Mikkel Hansen og Niklas Landin har indstillet henholdsvis håndbold- og landsholdskarrieren, er Møllgaard igen på listen over spillere, som skal med Nikolaj Jacobsen til VM i januar.
Var du i tvivl om, om Møllgaard skulle med i din VM-trup?
- Nej, det har jeg egentlig ikke været. Henrik besidder nogle store kvaliteter. De to andre (Mikkel Hansen og Niklas Landin, red.) er jo større profiler sådan rent håndboldmæssigt, end Henrik er, siger landstræneren til TV 2 Sport.
- Men med hans menneskelige kvaliteter er han en lige så stor profil, når man ser på det samlede billede for vores hold.
Nikolaj Jacobsen forklarer, at det ville være et stort tab pludselig at skulle stå uden alle tre landsholdsprofiler.
Samtidig lover landstræneren en stor rolle til Møllgaard – om ikke andet, så i hvert fald uden for banen.
- Det kan være, at det bliver en slutrunde, hvor han ikke får vanvittig meget spilletid, men så får han nogle andre vigtige opgaver, som gør, at når slutrunden er overstået, så har han igen sat et fantastisk aftryk på tingene.
Mensah i samme rolle
OL i sommer endte med at blive uden Mads Mensah, men når Nikolaj Jacobsens tropper møder ind i VM-lejren, så er Mensah tilbage.
Ifølge landstræneren er han både udtaget på grund af kvaliteterne på banen, men ligesom Møllgaard kommer han også til at udfylde en stor rolle uden for den.
- Der er ingen tvivl om, at han også er med på grund af nogle af de menneskelige kvaliteter, han besidder, og den erfaring, og det at skulle ind til en slutrunde.
- Mads var ikke det første navn, der stod på listen, men han har så mange kvaliteter.
Tidligere i denne uge forklarede Mads Mensah selv, at hans mavefornemmelse frem mod trupudtagelsen ikke var god, og det kan Nikolaj Jacobsen godt sætte sig ind i.
- Jeg kan godt forstå, at han har været i tvivl, for han kom jo heller ikke med til OL, men denne gang synes jeg, at han kan gå ind og dække nogle huller, som vi kan få brug for, siger han.
Danmark spiller første kamp ved VM 14. januar, og du kan se hele den danske trup lige her.