Mindre trængsel ved stemmeboksene: Aalborg Kommune opretter flere nye valgsteder
Foto: Screendump / TV2 Nord
Kortere køer og mindre trængsel til næste års kommunal- og regionsrådsvalg. Det er givet vis, hvad borgerne i Aalborg kommune kan se frem til i efteråret 2021. Byrådet i Aalborg opretter nemlig syv nye valgsteder, mens ét sted nedlægges.
Flere borgere i Aalborg Kommune har måske stået og trippet, når de skulle hen at sætte deres kryds på stemmesedlen i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget.
Siden 2010, hvor seneste ændring af afstemningssteder blev gennemført, har Aalborg Kommune oplevet en vækst på ca. 20.000 stemmeberettigede vælgere. Denne stigning har lagt et øget pres på flere af kommunens valgsteder, eftersom flere steder oplever pladsmangel og ydermere er presset i forhold til trafikale-, parkerings- og adgangsforhold.
Derfor besluttede byrådet i Aalborg Kommune i dag, at der skal oprettes syv nye afstemningssteder, således der bliver mindre skæven op mod haluret, før forhænget til kabinen kan trækkes for, og stemmesedlen kan droppes ned i valgurnen.
- Aalborg er en populær kommune, og der er rigtig mange mennesker, der vælger os til for at tage uddannelse og arbejde, og det synes jeg er helt fantastisk. Ved det seneste valg havde vi store problemer med afviklingen, og der har været for meget tryk på flere steder - heriblandt ved Sønderbroskolen og Aalborg Kongres og Kulturcenter, så derfor opretter vi seks nye steder, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (Soc.Dem.).
Placering på de syv nye valgsteder -
PFA Kollegiet,
Vestbjerg Hallen,
Foreningshuset på Provstejorden
Hasseris Gymnasium
Nordkraft
Aalborg Hus Gymnasium
HF&VUC Nord Godsbanen
Kærbyskolen, Gymnastiksal - nedlægges
På baggrund af ovenstående ændringer vil Aalborg Kommune fremover have 37 afstemningssteder.
Meromkostningen ved etablering af de nye afstemningssteder på ca. 180.000 kr. dækkes inden for det eksisterende budget til Kommunal- og Regionsrådsvalg på 5,5 mio. kr. Budgettet er i 2021 forhøjet med 85.000 kr.