Nye restriktioner gælder fra i dag
Fra mandag skal man være opmærksom, når man handler. For nye restriktioner er gældende i flere butikker.
Fra mandag 7. december træder en række nye restriktioner i kraft i hele landet. Herunder kan du se, hvilke restriktioner der kommer til at være gældende i hele landet, og hvad du derfor skal være opmærksom på.
Færre kunder i butikkerne: Butikker på mellem 2.000 og 4.999 kvadratmeter må maksimalt have 1 person per 10 kvadratmeter. Butikker på mellem 5.000 og 9.999 må maksimalt have 1 person per 12 kvadratmeter. Storcentre og stormagasiner må maksimalt have 1 person per 25 kvadratmeter.
Ensretning: Indføres i stormagasiner og storcentre på mere end 2.000 kvadratmeter. Desuden skal kunderne holde til højre.
Juleindkøb: Der opfordres til at familier kun foretager indkøb af julegaver én person ad gangen.
Muligheden for at være 500 personer til stede ved arrangementer med siddende deltagere indskrænkes, så undtagelsen alene omfatter aktiviteter i folkekirken og andre trossamfund, arrangementer mv. inden for idræt og kultur, herunder kampe, forestillinger og koncerter, erhvervsrelaterede aktiviteter, herunder konferencer og generalforsamlinger, samt for foredrag, kurser, undervisning, borgermøder og lignende.
Storcenter i Hjørring klar til nye restriktioner
I Metropol Hjørring havde de mandag været tidligt oppe for at gøre klar til, at de nye restriktioner trådte i kraft. På trods af de nye restriktioner forventer Joan Melgaard Olesen, der er marketing manager i Metropol Hjørring, ikke, at kunderne kommer til at mærke den store forskel.
- Udover at jeg har en fast aftale med skiltefirmaet, betyder det ikke så meget rent fysisk, udover at det betyder, vi skal holde øje med, at kunderne overholder restriktionerne på bedste vis, siger Joan Melgaard Olesen.
Der er nu plads til 1295 gæster i Metropol i Hjørring, og det er knap 200 færre end normalt. Indtil videre har de ikke været oppe på maksimale antal gæster, og derfor er hun endnu ikke bekymret. Men med de mange justeringer af restriktionerne bliver skuldrene aldrig sænket helt.
- Det her er jo ved at være grænsen, for folk er ikke så glade for at gå med mundbind, og man kigger sig hele tiden over skulderen. Så jeg tænker, vi er der, hvor det grænser til det maksimale, siger Joan Melgaard Olesen
Udover restriktionerne om skiltning og antal gæster følger også en opfordring om, at folk handler alene og ikke gør juleindkøbene til en familietur. Det er dog ikke noget, centervagterne ifølge Joan Melgaard Olesen kommer til at kontrollere.
- Nej, det kommer vi ikke til at gøre så meget ud af. Vi har sat det op på alle vores indgangsskilte, så folk bliver gjort opmærksomme på, at man skal handle alene, siger Joan Melgaard Olesen.
Hun håber, der venter en travl måned med julehandel.
- Det, jeg er mest bange for, er, at folk går hjem og handler på nettet, fordi de bliver opfordret til det. Vi gør rigtig meget, for at folk skal føle sig trygge med skiltning og mundbind, man skal have på, og vagter og sprit og så videre.