Når vi stemmer til kommunalvalg, smitter partiernes formkurve på landsplan af i et eller andet omfang. Socialistisk Folkeparti er blandt dem, hvor den nationale tilslutning normalt slår stærkest igennem lokalt.
Derfor ser SF lige nu med store forventninger frem mod kommunalvalget 18. november.
Og et af de steder, der fra Christiansborg er meget stort fokus på, er Frederikshavn.
Kunne partiet løbe med borgmesterposten efter nogle yderst dramatiske måneder og stemmeslugeren Birgit S. Hansens afgang?
Det er ingen tilfældighed, at Ole Hvas, en af SF’s mest garvede valgstrateger med base i partiets landsorganisation, netop har været i Frederikshavn for at inspirere de lokale partifæller.
Rutineret borgmesterkandidat på 43
Nu skriver vi 2025, og SF har igen medvind på Christiansborg. Partiet står i meningsmålinger til at blive landets største parti og blev det de facto, da vi i juni valgte danske medlemmer til Europa-Parlamentet.
Samtidig er Socialdemokratiet lokalt i modvind. Sagen om den lokale havn, der efter et uskønt forløb nu har måttet overtages af kommunen og belastet budgettet, fylder meget - og samtidig har stemmeslugeren Birgit S. Hansen forladt skuden.
Socialdemokratiet møder til november med et tidligere byrådsmedlem, Anders Brandt Sørensen, som ny borgmesterkandidat. Han er erfaren, men har ikke ry fra sine byrådsår for at være den største diplomat.
Venstres byrådsgruppe havde indstillet gruppeformand Lone Haugaard som ny borgmesterkandidat, men partiets medlemmer ville det anderledes og gjorde Jon Andersen, der ikke sidder i byrådet, til frontfigur ved valget.
I den situation ser man i SF Christina Lykke som en ikke usandsynlig kandidat til borgmesterposten og har derfor for første gang ikke kun opstillet en spidskandidat, men en decideret borgmesterkandidat.
Christina Lykke har trods sine kun 43 år 15 års erfaring i byrådet og er respekteret bredt i byrådet for sin tilgang til det politiske arbejde. Og netop en god tone, samarbejde og tillid til forvaltningen er blandt de mærkesager, hun og SF vil gå til valg på.
Tre erklærede borgmesterkandidater
En gentagelse af Understed-kuppet, hvor SF støtter en Venstre-borgmester, anses ikke for sandsynligt.
Dels gav det i sin tid SF meget alvorlige skrammer, dels er Venstres borgmesterkandidat helt uprøvet i byrådet.
Men kunne et omvendt Understed-kup blive udgangen - hvor Venstre støtter en SF-borgmester og dermed får brudt det socialdemokratiske monopol på magten, som ikke mindst Venstre i det nuværende byråd har været kritisk overfor?
Det afhænger blandt meget andet af, hvor meget Socialdemokratiet måtte miste med Birgit S. Hansens afgang. Efterfølgende har tre S-politikere forladt partiet til fordel for SF - tager de deres stemmer med?
Hvor højt de tre nybagte folkesocialister skal placeres på kandidatlisten, er endnu uklart.
Når nogen i en situation som denne skifter parti, er alle partier bevidste om, at det både kan skyldes, at de pågældende føler, de holdningsmæssigt hører hjemme et andet sted, men i nogle tilfælde også, at nogle kan se bedre muligheder for genvalg i et parti i fremgang.
Der er altså p.t. tre erklærede borgmesterkandidater i Frederikshavn. Det er en mere, end der plejer at være - og det siger en del om SF’s selvsikkerhed.
Men når der skal konstitueres, er det ikke kun S, SF og V, der har noget at skulle have sagt, når der skal tælles til 15 - det antal mandater, der sikrer flertal i byrådet.
Konservative i Frederikshavn fordoblede sidst - hvor partiet nød godt af Søren Pape Poulsens succes - deres tilslutning.
Det er, hvis man skeler til de landspolitiske målinger, ikke givet, at man kan holde skansen i år. Men partiet har i den seneste turbulente tid været tæt på S og kunne måske være med til at sikre, at S beholder borgmesterposten trods en eventuel tilbagegang til begge partier.
Også andre partier i den blå blok kan få en central rolle, alt efter hvordan mandaterne falder ved et valg, der vil blive fulgt med megen opmærksomhed.
Både i og uden for Frederikshavn.