Mette er blandt de 500 der demonstrerede mod Egholm-forbindelse
Modstanden mod en tredje limfjordsforbindelse over Egholm fortsætter. I dag var godt 500 demonstranter samlet i Kildeparken og på gaden i Aalborg for at vise deres modstand mod en motorvej over øen i Limfjorden.
Den Grønne Studenterbevægelser er medarrangør af dagens demonstration. Her håber man på at kunne genåbne debatten om den tredje limfjordsforbindelse.
- Der har jo været kamp om det her i over ti år, og der er kommet så mange høringssvar, så vi håber da, at der bliver lyttet nu, siger Mette Jensen, der er frivillig medhjælper i Den Grønne Studenterbevægelse og en af de omkring 500 deltagere i lørdagens demonstration.
Der er indgivet et rekordstort antal høringssvar omkring den vestlige Limfjordsforbindelse. 6.500 svar er der tikket ind, og nu venter høringsnotatet og den endelige trafikaftale.
Endnu en demonstration
Lørdag middag var der yderligere en demonstration i Aalborg midtby.
Her havde den palæstinensiske forening i Aalborg arrangeret taler og demonstration ved Toldbod Plads. Omkring 100 deltog.
Foreningen ønskede at vise deres utilfredshed med israelske specialstyrkers angreb på Al-Aksa moskeen - og vise deres solidaritet med det palæstinensiske folk.
Ifølge Nordjyllands Politi forløb begge demonstrationer fredeligt.